Af Peter Hvilshøj
Formand for Erhverv Hjørring
Det er en gave til Hjørring, at regeringen har foreslået tre nye uddannelser oprettet i Hjørring.
Udbygning af Hjørring som uddannelsesby har været et erklæret ønske fra Erhverv Hjørring, så længe erhvervsforeningen har eksisteret. Flere uddannelser i vores kommune betyder flere arbejdspladser, tilflytning af unge og øget lokalt udbud af kompetencer til erhvervsliv og offentlige virksomheder.
Alt sammen uhyre positivt som modvægt til tidens tendens til fraflytning fra yderområder og sammenhobning i storbyerne.
Ifølge regeringens forslag skal der oprettes uddannelser i Hjørring til socialrådgiver, bioanalytiker og tandlæge.
De to første er professionsbacheloruddannelser og vil naturligt kunne placeres i University College Nordjyllands regi.
Men hvad med tandlægeuddannelsen?
Et grundlæggende spørgsmål er: Er det tanken at uddanne ”færdige” tandlæger, altså på kandidatniveau, som er direkte kvalificeret til at gå ud i praksis. Eller handler det om at placere bachelordelen af tandlægeuddannelsen i Hjørring og fastholde kandidatdelen i Aarhus og København?
Det er umiddelbart godt og naturligt, at der foreslås en maritim uddannelse i Frederikshavn og en maskinmesteruddannelse i Thisted. Her er der en naturlig forbindelse til lokale og regionale erhvervsmiljøer.
Nu skal forslaget så igennem den politiske vridemaskine, hvor ikke blot de politiske interesser med basis i forskellige vælgergrupper kommer i spil, men hvor også alskens interesseorganisationer skyder løs med lobby-kanonerne.
Vi har allerede hørt de lokale politikere udtrykke deres glæde over forslaget. Vi håber og tror, at de vil følge op med at aktivt at forfølge Hjørrings bedste interesser i det kommende forløb.
Fra Erhverv Hjørrings side bakker vi helhjertet op. Vi håber og tror på Hjørring som en endnu bedre og bredere uddannelsesby.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.