Af Søren Smalbro
Borgmester
Hjørring
I slutningen af oktober måned blev der truffet en stor beslutning om havneudvidelsen i Hirtshals, med annullering af det igangværende udbud, og en plan som nu i stedet opdeles i flere etaper. Fokus bliver i første omgang at forbedre besejlingsforholdene til Nordhavnen, og så vil de øvrige dele af udvidelsesplanen følge efter, når tiden er moden til det. Ligesom en familie, der skal renovere sit hus, må man nogle gange dele projekter op i mindre bidder, så økonomien kan følge med. Det handler om rettidig omhu og om at sikre, at udvidelsen sker i et tempo, hvor hverken havn eller kommune påtager sig større risici, end vi kan bære. Det er sund fornuft.
Det betyder ikke, at Hirtshals Havn stopper med sine ambitiøse planer – tværtimod. Sammen med havnen arbejder vi stadig målrettet på at gøre Hirtshals Havn til Europas grønneste, og der sker fortsat mange spændende ting på og omkring havnen. Blandt andet investerer energivirksomheden Green Energy Vault over de kommende år 500 mio. kr. i Hirtshals Havn, og Norwegian Hydrogen planlægger at etablere et stort anlæg til brintproduktion. Samtidig fortsætter samarbejdet i Greenport Scandinavia-regi om at gøre Hirtshals Havn til Nordeuropas største CO2-hub. Jeg ser frem til at følge disse projekter, som kan skabe store muligheder for både havnen og kommunen.
I november færdiggjorde vi flere store infrastrukturprojekter, som har været længe undervejs. To nye rundkørsler på ringvejen i Hjørring er nu i fuld funktion, broen over Uggerby Å ved Uggerby er blevet renoveret og er nu igen i sin fulde bredde, og tilsvarende er broen over jernbanen ved Halvorsmindevej blevet erstattet med en ny og bredere bro, der også snart er klar til ibrugtagning. Det er dejligt at se, at disse længe ventede projekter nu endeligt er i mål og kan komme os alle til gavn med en større kapacitet og en bedre trafikafvikling til følge.
I fredags havde vi lystændingsfest i Hjørring, hvor juletræet blev tændt og julesæsonen skudt i gang. Jeg ved, at der er mange holdninger til, hvornår julen bør starte, men man kan kun anerkende Hjørring Handel for et fint arrangement og for at pynte byen festligt op. Julelys i gaderne og bevarelsen af gode traditioner er ingen selvfølge, og kan kun fortsætte, hvis vi støtter de lokale handelsdrivende – både i Hjørring og i vores omkringliggende byer. Jeg håber derfor også, at mange vil huske at gøre sine julegaveindkøb lokalt i år.
Til slut er der også store begivenheder uden for kommunens grænser, som mange holder øje med. Præsidentvalget i USA er netop overstået, og uden at jeg vil gøre mig til dommer over resultatet, er der ingen tvivl om, at det vil få stor betydning for os her i Europa. Vi har i mange år været beskyttet af stormagten på den anden side af Atlanten, men nu må vi se, hvordan det hele udvikler sig, og om vi i højere grad skal til at tage vare på vores egen sikkerhed. Det er en tid med forandringer, og nu må vi være klar til at tage et større ansvar for vores egen fremtid.
Lad mig slutte af med at ønske jer alle en fortsat god november måned. Det er en tid med både travlhed og forberedelser, men også med små øjeblikke, hvor vi kan nyde den kolde, klare luft og hygge os med dem, vi holder af – måske tage en tur ind til Hjørring, eller vores andre handelsbyer, for at se det smukke julelys og støtte vores lokale butikker.