Sommeren er over os, og i Lønstrup Madhus gør man klar til at prøve et nyt koncept af. Her holder man nemlig aftenåbent hver onsdag og fredag i uge 28, 29, 30 og 31.
Aftenerne byder på en simpel, men lækker oplevelse: Den store grill findes frem, og et skønt måltid tilberedes med de bedste råvarer fra sommerens spisekammer.
Som gæst kan man vælge mellem en ret med kød eller fisk, eller en grøn ret, alt sammen akkompagneret af kølig vin, friske fadøl og en god, uformel stemning. Menuen for ugen offentliggøres hver mandag på Lønstrup Madhus’ Facebook og Instagram.
Johannes Vestergaard, som ejer og driver Lønstrup Madhus, glæder sig til at prøve det nye koncept af: ”For mig er friske lokale råvare på grillen indbegrebet af den perfekte sommermiddag. Kombineret med dejlig vin, kolde øl og hyggelig uformel stemning, så er jeg sikker på, at vi får nogle skønne sommeraftener i madhuset, hvor jeg håber, at både lokale og turister har lyst til at kigge forbi”.
For at sikre sig en plads, kan gæster booke bord på Lønstrup Madhus’ hjemmeside, men det er også muligt at komme forbi uden reservation – der vil blive lavet rigeligt med mad til alle. Aftenens grønne ret koster 185 kr., mens retten med kød eller fisk koster 195 kr.
Desuden vil Lønstrup Madhus udvide sine åbningstider fra den 4. juli til den 4. august, hvor der vil være åbent alle ugens dage fra kl. 08-17.