Fredag landede den nye kvindetrænerduo hos BTI Håndbold i Tannisbugthallen. Her er de super glade for og stolte over at præsentere Rikke Krogh og Oliver Prince som dem, der i det næste års tid skal udvikle seniorkvinderne i BTI Håndbold.
– Både den enkelte spiller og holdene. Modellen og rollefordelingen er måske nok utraditionel, men det bliver den ikke dårligere af. Vi glæder os til at se, hvor Rikke og Oliver kan flytte kvindehåndbolden i Bindslev hen, lyder det fra formand Helle Lyngbak hos BTI Håndbold.
– Det er Rikke, der har det overordnede ansvar for kvindeholdet og sidder på bænken i førsteholdets kampe. Oliver bidrager med at analysere holdets og den enkelte spillers præstationer. Træningen deler Oliver og Rikke. Oliver træner tirsdag og Rikke træner torsdag, tilføjer formanden.
Der er træningsstart torsdag den 7. august kl. 19. Her vil Rikke og Oliver fortælle mere om deres planer for sæsonen. Kig gerne forbi, hvis du har lyst til at vide mere.
Det bliver rigtig godt, fastslår formanden afslutningsvis.
Foto: BTI Håndbold.


