Hjørring ErhvervsCenter og Jobcenterets Virksomhedsservice bliver fra 1. januar 2022 til Business Hjørring. Dermed sættes et punktum for det erhvervscenter, som blev etableret ifm. kommunesammenlægningen i 2007.
Med den samtænkte indsats ønsker Hjørring Kommune at skabe endnu stærkere løsninger, der tiltrækker, udvikler og fastholder virksomheder og arbejdskraft i Hjørring kommune.
Fra 1. januar vil virksomheder og samarbejdspartnere kunne læse mere om Business Hjørring på en ny hjemmeside og i et nyt nyhedsbrev. Men allerede nu kan Business Hjørring følges på LinkedIn og Facebook.
På de sociale medier vil der, i dagene omkring nytår, være videohilsner fra vores nye erhvervschef Ole Bendix, som fortæller om den kommende erhvervsindsats i 2022.
”Vi havde også håbet på at kunne skyde Business Hjørring ordentlig i gang med at invitere til Åbent Hus i det vi nu kalder Erhvervets Hus på Amtmandstoften 1,” siger erhvervschef Ole Bendix, ”men grundet corona-situationen, må vi vente med at mødes fysisk og lancere Business Hjørring på anden vis. Vi har dog mange andre spændende ting i støbeskeen de kommende måneder. Og vi glæder os meget til endelig at kunne tage ordentligt fat på at realisere det, der har været på tegnebrættet længe.”
Som nævnt fortsætter det gode samarbejde med Erhverv Hjørring, og Business Hjørring vil opfordre alle til også at følge Erhverv Hjørrings nye platforme – og gerne bakke foreningen op med et medlemskab.
Modtagere af nyhedsbrevet vil efter nytår fortsat modtage nyhedsbrev fra både Erhverv Hjørring og Business Hjørring.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.