De fleste kender tv-journalist Anders Agger fra bl.a. DR-programmerne INDEFRA, hvor han på sin egen rolige og tillidsvækkende måde kommer ind under huden på sine interviewpersoner.
Den 13. september kan du komme tættere på Anders Agger selv, når han på Hjørring Bibliotek fortæller om sin måde at arbejde og tænke journalistisk på. Forfatter Katrine Marie Guldager besøger Hjørring Bibliotek den 4. oktober, hvor hun vil fortælle om de vrede kvinder i sit forfatterskab, blandt andet hovedpersonen i den humoristiske og rørende roman “Birgithe med th”.
LitteraGÅture og godt nyt for børnefamilierne
De første efterårsmåneder byder biblioteket på hyggelige ture ud i Vendsyssels natur med oplæsning undervejs. Du kan f.eks. komme til Bøger & bjesk i Lilleheden Klitplantage, være med til at gå i Vrå samt komme på vandretur i Mosbjergs storslåede natur og høre fortællinger fra første halvdel af 1900-tallet.
Som altid har Hjørring Bibliotekerne også noget godt i vente til børnefamilierne. Udover krea-workshops med perler på Hirtshals og Sindal biblioteker er der f.eks. musikalsk underholdning for hele familien, når Sørens Safarishow den 17. oktober besøger Hjørring Bibliotek.
Nybagte forældre kan finde fællesskaber, når biblioteket i Hjørring inviterer på barselscafé. Hver tirsdag fra kl. 10 stilles der legetøj og pegebøger frem til fædre med børn, og hver onsdag kl. 10 er barselscaféen åben for mødre med børn. Det er koster ikke noget at deltage og kræver ikke billet.
Bibliotekets arrangementsprogram for september-oktober byder også på meget andet godt – f.eks. en samtale med de lokale politikere & forfattere Thomas Klimek og Claus Mørkbak Højrup, foredrag om atombunkeren Regan Vest, arrangement med forfatter Louise Rams, morgensang og Mødested1.
Læs med her – eller saml dit trykte program op på biblioteket!