Den 3. oktober åbner et nyt medicinsk sengeafsnit 204b på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
I en tid med mangel på plejepersonale, så bævede ledelsen med egne ord en smule. Ville der være personale, der havde lyst til at være med?
Til det kan de nu kun svare et rungende ja, idet der har i skrivende stund været mere end 50 dygtige sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter til samtale. De kunne booke en samtale uden at sende en ansøgning først.
– Det kræver god plads i kalenderen, men det giver nogle samtaler, hvor man møder hinanden helt åbent, nysgerrigt og uden forudindtagede holdninger. Samtidig giver det ansøgere, der ikke er stærke til at sælge sig selv skriftligt mulighed for at vise, hvem de er. Samtaler handler jo også om, at vi skal sælge afsnittet til ansøgerne. Ved at give dem mulighed for at booke samtaler kan begge parter se hinanden an og vurdere, om ansøgeren passer ind. Så det tror jeg, vi kommer til at se mere af, siger chefsygeplejerske Trine Pernille Søndergaard.
– Jeg kan høre på ansøgerne, at det betyder noget for dem, at de kan være med til at bygge noget nyt op og sætte deres præg på det. Det er virkelig positivt, at SÅ mange har lyst til at engagere sig i at skabe noget nyt, tilføjer chefsygeplejersken.
Marie Berg Kristensen-Sørensen er det nye afsnit 204b’s ledende oversygeplejerske, og afsnittet åbner i første omgang med 9 pladser, som øges i takt med ansættelser og opbygning.