Mindst én ud af fem danskere lever med en kronisk sygdom, som kræver livslang behandling – og Hjørring Kommune er ingen undtagelse. Hver dag lever 18 procent af borgere i Hjørring Kommune med sygdomme som KOL, diabetes eller hjertesygdomme, hvor adgang til god og sammenhængende behandling er afgørende for livskvaliteten.
Regeringens nye sundhedsudspil sætter fokus på at styrke behandlingen for de mange borgere, der hver dag kæmper med kroniske sygdomme. Med indførelsen af såkaldte ”kronikerpakker” får borgere med kroniske sygdomme ret til en personlig behandlingsplan, der skal sikre en bedre og mere sammenhængende indsats. Det handler ikke kun om medicinsk behandling, men også om at sikre adgang til kostvejledning, træning og rehabilitering. Samtidig skal sundhedsvæsenet tilpasses bedre til de forskellige behov, som patienter har, og sikre, at ingen føler sig tabt mellem systemerne.
Folketingsmedlem Rasmus Prehn (A), der selv har Hjørring som valgkreds, udtaler:
”I Hjørring er der desværre mange borgere, som lever med en kronisk sygdom. Knap én ud af fem. Selvom flere oplever god behandling, er der stadig alt for mange, der kæmper i et sundhedssystem, der kan være for uoverskueligt. For mig er det klart, at vi skal sikre, at personer med kroniske sygdomme som KOL, diabetes og knogleskørhed føler sig trygge og sikrede i deres behandlingsforløb. Ingen skal falde mellem to stole, og vi skal handle nu.”
”Det er på tide, at vi indfører kronikerpakker, der skal styrke kroniske patienters rettigheder. En model, som vi kender det fra kræftpatienters rettigheder. Vi har i Hjørring-området desværre set, hvordan uligheden i sundhed viser sit grimme ansigt. Derfor er det glædeligt, at vi nu får handling! Med sundhedsudspillet sikrer vi, at ingen borgere bliver efterladt i et system, hvor de risikerer at falde gennem sprækkerne.”
Med nye rettigheder for kronisk syge vil sundhedssystemet i højere grad kunne imødekomme de voksende behov for rettidig og personlig behandling af borgere med kroniske sygdomme i Hjørring. Det er afgørende at forebygge forværringer og sikre, at ingen borgere falder gennem sprækkerne i systemet.