Mange borgere i Børglum og nærmeste omegn kan se frem til en sur overraskelse, hvis det lokale vandværks bestyrelses planer om at etablere et nyt vandværk bliver til virkelighed. For det er primært husstande med et almindeligt vandforbrug, der kommer til at kunne se forskel på regningen.
Årsagen er, at bestyrelsen for Børglum vandværk ønsker at skaffe en væsentlig del af finansieringen til et nyt vandværk ved at lade målerafgiften stige.
I 2022 betalte en husstand 875 inkl. moms kr. i målerafgift om året. Vandværksbestyrelsen vil sætte målerafgiften op til 2.125 kr. inkl. moms.
Ifølge Hjørring kommune er 212 husstande koblet op på Børglum vandværk. Heraf er der 15 storforbrugere, som står for knap 80 % af det samlede forbrug.
Ved at lægge en stor stigning på målerafgiften fremfor på vandforbruget tilgodeser vandværkets bestyrelse de 15 storforbrugere.
Samlet set kommer husstandene med et helt almindeligt forbrug til at betale 246.250 kr. mere i målerafgift om året, mens de 15 storforbrugere, som står for knapt 80 % af det samlede forbrug, samlet set kun vil skulle betale 18.750 kr. mere.
Hjørring kommune har ikke godkendt takststigningen, da det endnu ikke er lykkedes vandværkets bestyrelse at overbevise kommunen om, at bestyrelsens plan for et nyt vandværk er den rette løsning.
Hjørring kommune er nemlig af den opfattelse, at det vil være mere hensigtsmæssigt, hvis vandværkerne i Løkken, Vrensted og Børglum gik sammen om en fælles løsning. Hjørring kommunes argument er, at det vil give en større forsyningssikkerhed og en mere robust økonomi.
Bestyrelse har engageret advokatfirma
Uenigheden er kommet så vidt, at Børglum vandværks bestyrelse har hyret et advokatfirma for at lægge pres på Hjørring kommune for få godkendt den takststigning, der er en forudsætning for at realisere bestyrelsens plan for et nyt vandværk.
Men spørgsmålet er om Børglum Vandværk ikke kunne have sparet sig udgifterne til juridisk bistand.
I et brev til Hjørring kommune bestrider advokatfirmaet, at Hjørring kommune kan påbyde Børglum Vandværk at indgå i et samarbejde med vandværkerne i Løkken og Vrensted.
Men det kan Hjørring kommune. For Vandforsyningslovens § 48 giver kommuner hjemmel til at påbyde samarbejde mellem almene vandforsyningsselskaber.
Og hvis der skulle være uenighed om vilkårene for samarbejdet giver § 48, stk. 2. kort sagt kommunalbestyrelser, det sidste ord i den slags sager.
Børglum Vandværk afholder generalforsamling 26.04.2023 kl. 19.30. Mon ikke fremmødet i år bliver en anelse bedre end det plejer.
§48 Hvis det skønnes nødvendigt for at sikre en planmæssig udbygning af vandforsyningen og sikre en hensigtsmæssig anvendelse, kortlægning, overvågning og beskyttelse af de eksisterende vandforekomster til drikkevandsforsyning, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med de berørte almene vandforsyninger påbyde samarbejde mellem almene vandforsyninger i kommunen.
Stk. 2. Vilkårene i forbindelse med samarbejdet fastsættes i mangel af enighed mellem parterne af kommunalbestyrelsen efter forhandling med de berørte parter.
Godt at kommunen umiddelbart har sat hælene i! For mig at se er spørgsmålet om økonomien i projektet af mindre betydning i den sammenhæng. Det er langt langt vigtigere, at der bliver lavet en solidarisk løsning, der sikrer ordentligt vand til alle os borgere i den sydvestlige del af kommunen. At slå Vrensted, Løkken og Børglum sammen vil give langt flere muligheder for boringer.