Arkivar Jørgen Peder Clausager vil fortæller om Skifteprotokoller og dødsanmeldelser.
Lovgivningen herom voksede gradvist frem i Danmark i 15- og 1600-tallet, for at blive endeligt kodificeret i Christian V’s Danske Lov af 1683, der også påbød førelsen af skifteprotokoller, idet godsejerne dog først blev forpligtet til at føre sådanne i 1719, samtidig med, at lovgivningen indførte fæsteprotokoller.
I begyndelsen af 1800-tallet blev forholdene forenklet derhen, at alle skifter, hvori det offentlige medvirkede, skulle besørges af den lokale underøvrighed: by-, herreds- eller birkefogeden. Fra 1792 indførtes pligt til at anmelde alle dødsfald til skiftemyndigheden, og fra dette år findes der derfor også dødsanmeldelsesprotokoller. Foredraget vil belyse disse mangfoldige skiftejurisdiktioner, og vi vil kaste sideblik til arveret og overformynderi; Hvilke kilder er bevaret, og hvor finder man dem, ligesom vi vil komme ind på, hvad skifterne kan give slægtsforskerne.
Det sker i Det Gamle Rådhus, Hjørring. Indgang ad hovedtrappen på Torvet. Det er gratis at deltage, og vi byder på en kop kaffe med småkage halvvejs. Torsdag den 2. januar 2024, kl. 14.30 til 16.30.
Kommende foredrag:
Torsdag d. 6. februar. Hugo Kristensen, om arkivalier til Bjørnagers (ved Vogn) ejendomshistorie.
Torsdag d. 6. marts. En lokal skrivegruppe fortæller hvor langt de er med Sct. Knudsbys historie.
Torsdag d. 3. april. Bjørn Bjørnskov, om den tyske radarstation Hyänen ved Nørre Lyngby.