Lions Hirtshals retter en stor og hjertelig tak til alle de lokale firmaer, der har støttet deres humanitære indsats i 2024.
– Jeres generøse bidrag har gjort, at vi i vores lokale Lions Club har været i stand til at hjælpe og skabe en lysere fremtid for dem, der har mest brug for det. Uden jeres støtte ville det ikke have været muligt at opnå de resultater, vi har opnået, lyder det fra Flemming Søgaard hos Lions Hirtshals.
– Desuden vil vi rette en stor tak til de lokale borgere for den store opbakning, de har vist ved at deltage i og støtte de forskellige aktiviteter, som vores lokale Lions Club har arrangeret eller deltaget i, forklarer Flemming Søgaard.
Lions Club Hirtshals kan da også se tilbage på 2024 som et af de mest travle år med mange forskellige arrangementer, hvor det årlige Lions Landsmøde med over 180 deltagere fra 10 forskellige lande var en af de rigtig store opgaver.
Dette arrangement fik Lions Club Hirtshals stor anerkendelse for fra alle deltagere, som udtrykte, at de fik en fornemmelse af, at hele Hirtshals by og dens handelsliv i høj grad bakkede op om, at alle de 180 deltagere skulle have et godt indtryk af byen og dermed få lyst til eventuelt at besøge Hirtshals som turister.
I forbindelse med årsmødet uddelte Lions Klub Hirtshals 100.000 kr. i donationer til lokale foreninger.
- TUBA Kr. 12.500
- Head-Space Kr. 12.500
- Robuste Vandhunde Kr. 25.000
- Vendsyssel Fritid for Alle kr. 25.000
- Hjørring Musiske Skole kr. 25.00
Af andre arrangementer, som Lions har været involveret i, skal fremhæves den årlige, traditionsrige Turist Fiske Auktion, som Lions Club Hirtshals arrangerer for både turister og lokale beboere i Hirtshals.
– Vi skylder stor tak til de lokale virksomheder på havnen, der er sponsorer, så det er muligt for Lions at indsamle penge til vores hjælpearbejde, lyder det fra Flemming Søgaard.
– Vores lokale klub deltager også i Lions Tulipanaktivitet, som gennemføres af 75 Lions-klubber i Danmark. Hele aktiviteten indbringer hvert år omkring 1,5 til 2 millioner kroner til formålet, som er en forebyggende kampagne rettet mod børn og unge for at holde dem fra narkotika og andet misbrug. Overskuddet går ubeskåret til forskellige indsatser inden for misbrugsområdet, uddyber Flemming Søgaard.
Desuden udsendte Lions Hirtshals igen i år en ung på sommertogt med skoleskibet Marylyn Anne, denne gang en ung lokal pige, som helt sikkert har fået en oplevelse for livet.
Herudover sendte Lions Hirtshals også en juleblomst med en hilsen fra Lions Hirtshals til alle beboere på plejehjemmene i den gamle Hirtshals Kommune.
Lions Hirtshals er også involveret som hjælpere ved flere af de fantastiske aktiviteter, som Hirtshals Handelsstandsforening arrangerer for at sætte Hirtshals på Danmarkskortet som en aktiv by, såsom Fiskefestival, Veteranbiltræf, Fastelavnsfest, Coast to Coast og Juletræ for børn i Hirtshals Hallen.
Desuden har man også i samarbejde med Rotary og Inner Wheel uddelt julehjælp
Til sidst skal nævnes, at næste år er det 40 år siden, at Lions Club Hirtshals blev chartret, hvilket naturligvis skal fejres med en fest for klubbens medlemmer.