I Aalborg måtte man aflyse et tilsvarende møde samme dag, som Hjørring Handel onsdag samlede næsten 90 deltagere til Nytårskur på Vendelbohus.
Det siger meget om opbakningen og sammenholdet i Hjørring, og netop samarbejde blev et nøgleord i denne hyggelige aften, som handlede om at komme med input og gerne nye tanker om en ny strategi for handelslivet i Hjørring.
Aktivitets- og Handelschef Rikke Ejsenhardt udtrykte det efter nytårskuren meget præcist:
Tuuuuuuusind TAK for en rigtig god nytårskur på Vendelbohus. Det var superfedt at mærke det gode fællesskab og fedt, at alle var vildt aktive og der kom så mange gode input.
René Zeeberg kunne slet ikke få armene ned over så gode, I var, og så vildt et fællesskab vi har. Nu skal han hjem til tasterne og samle fællesnævnerne og påbegynde vores nye fælles strategi.
Konsulent, strategi- og bæredygtighedsrådgiver Rene Zeeberg fra Zeeberg &Partners, er en lokal kapacitet fra øverste hylde, som er hyret af Hjørring Handel til at komme med oplæg til en ny strategi.
Aftenens input fyldte meget både i noter og lagerpladsen hos René Zeberg, som nu forbereder et oplæg til bestyrelsen i Hjørring Handel. En spændende opgave.
Herefter præsenteres et færdigt oplæg til ny strategi på Hjørring Handels generalforsamling den 27. marts. Medlemmerne har naturligvis det sidste ord, og mon ikke der er fælles fodslag. Det kan også meget vel være under et nyt navn, for en handelsstandsforening som dén i Hjørring skal være meget mere i en fremtid med konstante forandringer.
Emnet er i hvert fald allerede godt bearbejdet, og skulle en kvik læser sidde med guldkorn, kan de sendes til NordsøPosten, som gerne formidler og offentliggør gode, positive og konstruktive tanker.
På Nytårskuren var der indlæg af borgmester Søren Smalbro (V), som også roste det gode samarbejde og det flotte og store arbejde, der gøres i Hjørring Handel.
Erhvervsdirektør Michael Vendelbo, der blandt meget andet er uddannet Eventmanager, kom med fine input blandt andet fra sin første tid i Hjørring og ikke mindst fra en imponerende fortid.
Den omfatter blandt andet som handelsstandschef for THI- & Thy detailforum, event- og Handelschef Lemvig/Thyborøn, sales manager Tøjeksperten, bestyrelsesmedlem i Lemvig handel og en plads i styregruppen for danske handelsbyer, hvor han arbejder videre.
Martin Doktor Plougmand, der er Retail Director hos Butler, Richard og Loftet, har arbejdet i tøjbranchen i rigtig mange år. Mandens kvaliteter understreges af, at han stadig er med i forreste række i den altid hurtigere udvikling, og han delte gavmildt ud af erfaringer og viden.
Når næsten 90 engagerede mennesker udveksler idéer og visioner om en fælles god fremtid må der komme noget godt ud af det.
Der er nok ikke meget tvivl om, at fremtiden for handelslivet i Hjørring kommer til at betyde en moderniseret og optimeret indsats af alle. Der vil være ønsker om øget samarbejde også med erhvervslivet, kommunen, kystbyerne og alle mulige aktører, som vil med på rejsen.
Målet er naturligvis at skabe mere gang i handelslivet og derfor mere aktivitet i byen også for at gøre Hjørring – og hele kommunen – til et endnu mere attraktivt sted at leve og bosætte sig.
Nøgleord er også kultur, service, natur, faciliteter, gastronomi, idræt og naturligvis oplevelser, som mange prioriterer højt.
De fleste vil gerne opleve noget spændende, når de handler, og dét er naturligvis både en udfordring og noget med masser af muligheder – og på bundlinjen også penge i.