Et hold skibsmontører har netop aflagt svendeprøve på EUC Nord i Frederikshavn. Det var bl.a. Mikkel Riisager fra MAN Energy Solutions, Hjalte H. Henriksen og Oliver Thomsen fra Orskov Yard, Christian L. Jensen og Magnus L. Jørgensen fra Hirtshals Yard, der alle har været en del af holdet.
Spørger man de ny udlærte, hvorfor lige netop det er skibsmontør, de er gået i lære som, er svaret ofte, at det er store emner, de arbejder med, og det er en uddannelse, der åbner op for muligheden for at komme ud og arbejde globalt.
Mange af de unge, der søger mod skibsmontøruddannelsen, bruger ofte fritiden med at skrue på knallerter, scootere, biler, traktorer osv.
De fem lærlinge har været tilknyttet Lærlingeordningen ved Erhvervsservice Nord, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen først stiftede bekendtskab med de unge mænd i ansøgningsprocessen.
”I mit arbejde med bl.a. rekruttering af lærlinge oplever jeg, at der er stor sammenhæng mellem fritidsinteresser og fritidsjob, når den unge står overfor sit uddannelsesvalg”, fortæller Anette H. Sørensen.
”Og jeg mener, at alle voksne, der står omkring den unge i forbindelse med fremtid og uddannelsesvalg, har en forpligtigelse til at hjælpe den unge med at spotte egne interesser og kompetencer. Oveni ligger der en kæmpe stor forpligtigelse i at italesætte alle de mange muligheder, der ligger efter en endt erhvervsuddannelse”, fortsætter Anette H. Sørensen.
Efter uddannelse følger job, med job følger livskvalitet, god økonomi og erfaring. Denne joberfaring danner grobund for nye jobudfordringer, og således er vi tilbage ved overskriften, at brede kompetencer er eftertragtede og giver masser af muligheder.
”Og når jeg står sammen med de unge efter endt læretid og ser det de præsterer, ja så kan jeg kun være stolt. Det gør en forskel, at de unge tager ansvar og får et liv, der giver mening for dem og deres familier. Jeg synes, de er seje, og glæder mig over at være en del af det”, slutter Anette H. Sørensen.
De nævnte lærlinge har stået i lære hos MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard og Orskov Yard. Øvrige partnere i Lærlingeordningen er EnTech Marine, Vestkajens Maskinværksted, Mariendal Electrics, RASI Maskinfabrik, Alfa Laval, Soft & Teknik, SeaMech, KS Maskinteknik og Svanehøj.
Fakta om lærlingeordningen
Lærlingeordningen er et samarbejde mellem 12 virksomheder, som har ansat en fælles ressource til at tiltrække flere lærlinge, højne kvaliteten i uddannelserne, understøtte virksomhederne i håndteringen af lærlinge samt koordinere en turnusordning mellem partnerne således, at virksomhederne hjælper hinanden med at uddanne deres lærlinge bedst muligt til fremtiden. Partnere i ordningen er: Orskov Yard, MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, Soft & Teknik, Mariendal, Vestkajens Maskinværksted, Alfa Laval, RASI Maskinfabrik, EnTech Marine, SeaMech, KS Maskinteknik og Svanehøj.
Om Erhvervsservice Nord
Erhvervsservice Nord tilbyder ydelser på abonnementsbasis. Vi tilbyder højt specialiserede medarbejdere til virksomheder, hvor der ikke er arbejdsopgaver nok til fuldtidsansatte. Erhvervsservice Nord er et selvstændigt selskab ejet af Skagen Erhvervsforening, Frederikshavn Erhvervsforening og Sæby Erhvervsforening. Læs mere på www.erhvervsservicenord.dk