Det er langt fra kun muslingeskaller, plaststumper og drivtømmer der flyder op på de danske strande. Plastik er et kæmpe problem for havmiljøet – også i Danmark.
En ny rapport fra interesseorganisationen Oceana viser, at danskerne bruger ca. 300 millioner engangskrus årligt, og Oceana skønner, at knap 400.000 af disse engangskopper årligt ender i de danske have.
De opfordrer derfor til at man politisk gør en indsats for at begrænse dette. De anbefaler at der sættes et mål om, at 50 procent af alle takeawaykopper i 2026 skal være genbrugelige – stigende til 80 % i 2030.
– Det er første gang, vi har et skøn over omfanget af engangsplastik i det danske havmiljø. Resultaterne viser, at vi også i Danmark står over for udfordringer, når det kommer til at beskytte livet i havet mod plastikforurening. Vi er alt for afhængige af brugen af engangsplastik, og det medfører et kæmpe spild. Vi har brug for politiske tiltag, der ikke kun fokuserer på øget sortering og genanvendelse, men tager fat ved problemets rod, og understøtter et grundlæggende skift væk fra engangsemballager over til emballager, der kan bruges og fyldes igen og igen” siger Naja Andersen, politisk seniorrådgiver for Oceana i Europa.
Fem konkrete tiltag
Oceana foreslår fem konkrete tiltag, for at begrænse brugen af engangsplastik i Danmark.
- Forbyd engangsservice til mad og drikkevarer, der indtages på stedet i barer og restauranter. Dette vil understøtte udfasningen af engangsservice og forhindre, at produkter i engangsplastik blot erstattes med engangsprodukter i andre materialer, der også kan være skadelige, som f.eks. ’bio-plastik’.
- Gør det obligatorisk at tilbyde genbrugelige alternativer ved take away. Indfør et krav om, at alle steder, der sælger mad- og drikke ud af huset skal give forbrugeren mulighed for at vælge en genbrugsemballage til deres take-away mad eller drikke.
- Gør genbrugeligt service obligatorisk ved alle større begivenheder, såsom festivaler og sportsbegivenheder.
- Indfør afgifter på engangs take-away-emballage. Indfør en afgift på take-away engangskaffekopper og fødevarebeholdere, der kan undgås såfremt forbrugeren medbringer egen beholder eller benytter en genopfyldelig kop fra en pant- returløsning.
- Etabler pantsystemer. Støt udvikling og etablering af nye genbrugs- og genpåfyldningssystemer, som fx pantsystemer i stor skala for kaffekopper og anden take-away-emballage.
Kilde: FiskeriTidende.