Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn, der driver lokalhistorisk arkiv i Lønstrup, har det seneste års tid mærket en øget tilslutning til det lokalhistoriske arbejde på egnen.
Det har bevirket en nærmest eksplosion i foreningens medlemstal, men også i en øgning af besøgende i arkivets åbningstid. Dette glæder formanden, Christen Søndergaard, der hæfter sig ved den øgede opbakning både med hensyn til det lokalhistoriske, men også i de mange frivillige kræfter, der har meldt sig til at give en hånd med.
– Det har været vigtigt for os at uddelegere arbejdet, så flere arbejder sammen og deler den viden, der findes i foreningsarbejdet og især arkivarbejdet. Det betyder, at vi pt har 4 personer i gang med arkivlederuddannelsen og dernæst er der flere, der kommer i dagtimerne og hjælper med at registrere arkivalier og indscanne indleverede billeder, forklarer Christensen Søndergaard.
– For en forening, der bygger på frivillige kræfter, er videndeling en meget vigtig faktor, da en forenings drift afhænger af, at man kan dække hinanden ind, når nogle enten stopper eller trænger til et pusterum. Derfor arbejder vi ud fra sloganet om, at flere ved mere, tilføjer formanden.
Dernæst glæder han sig over de mange, der indleverer arkivalier til arkivet for at sikre at fotos og dokomenter forbliver i offentligt eje fremover.
Åbningstider
Arkivet er åbent den 1. mandag i hver måned mellem klokken 16-18 og ellers efter aftale.