Han er manden bag klaphatten. Det var også ham, der i 1981 gjorde badges med sjove, provokerende tekster som til en landsdækkende modedille. Og i 2007 kulminerede hans mere end 10 år lange situationistiske kunstværk ”Pufedorf” for åben skærm – sammen med chefredaktør og journalist Mads Brügger – i DR2-programmet ”Den 11. time”.
Han er uddannet lærer og har lavet grafik for CNN i Atlanta, drevet trykkeri og provinsens største spøg- og skæmtbutik og redigerer på 27. år Danmarks ældste netavis: kanalblokhus.dk.
Mandag den 29. august fylder kunstneren Peter Wendelboe 80 år.
Men hvad nok kun få husker, er at han allerede i slutningen af 1960’erne og ca. 20 år frem skabte i hundredvis af jernskulpturer, oliemalerier og grafik, udstillede på alle de statsanerkendte, censurerede udstillinger og solgte til Statens Kunstfond, kommuner, private og firmaer.
– Selv om hans skulpturer, keramik og malerier altid har hængt og stået fremme i mit barndomshjem i Hasseris – der også er hans barndomshjem – gik det først op for mig, hvor produktiv og nyskabende en kunstner, min far i virkeligheden er, da vi sidste efterår gjorde den store villa klar til salg, fortæller sønnen Hans Wendelboe Bøcher, der i 2003 kom til Horne som lærer på efterskolen. – Ud af skabe og skunke, ned fra loftet og op fra kælderen væltede det ene kunstværk efter det andet – de ældste tilbage fra midt i 1950’erne.
Fundet af de mange værker inspirerede Hans til at skabe en unik fødselsdagsgave til sin far, nemlig endnu en tur i manegen i form af en retrospektiv udstilling, der for første gang sammenfatter næsten 70 års billedkunstnerisk karriere.
I samarbejde med sin gudbror – Peters gudsøn, Nils Nordholm – har han derfor kurateret en imponerende udstilling, der koncentrerer sig om årene 1967-1972, men samtidig i to separate rum viser, hvad der lå forud og også eksempler på, hvad der fulgte efter:
– Han har været mere end usædvanligt produktiv og har konstant flyttet sig og skiftet stil, materiale og teknik. Udstillingen kan på den måde ses som et foreløbigt monument og en vejledning til fortsat fordybelse i fars omfattende billedverden, fortæller Hans Wendelboe Bøcher.
Mens det var fundet af værkerne, der satte gang i planerne om udstillingen, var det to store scrapbøger i kælderen, der fødte ideen om den tilhørende bogudgivelse.
– Egentlig ville jeg blot sammenstille et lille, ledsagende katalog med korte værkbeskrivelser, men da jeg fandt min farmors scrapbøger med hundredvis af udklip om fars udstillinger, fotografier – sågar et, hvor han viser Dronning Margrethe rundt i udstillingen på Charlottenborg – voksede ideen.
– Der er en personlig, kraftig holdning i Peter Wendelboes metalskulpturer, der er gennemtrængt af udpræget tidsoplevelse og ikke sjældent af ironisk samfundskritik, skrev en af samtidens største kunstanmeldere, Jan Zibrandtsen, i Berlingske Tidende, mens Peter Eriksen i Fyns Stiftstidende skrev: – Han viser sin evne til at administrere såvel et materiale som dets komponenter med den såre sjældne blanding af nerve og selvdisciplin. Der er øglernes urkraft i dem!
Netop citatet: ”Øglernes urkraft” er sammen med undertitlen ”Peter Wendelboe – Retrospektiv” også titlen på den rigt illustrerede bog, Hans har skrevet om faderen.
I bogens forord sammenfatter tidligere kultur- og undervisningsminister Bertel Haarder, der i en årrække fulgte Peters satiriske tegninger og billeder i blandt andet fagbladet ”Skolen for livet”: – Vanetænkning ligger Peter Wendelboe fjernt. Han insisterer på at udvikle sig og prøve noget nyt. Han er en høj begavelse, også kunstnerisk, og har et herligt temperament.
Selv skrev Peter Wendelboe, efter at have læst en grovskitse til bogens tekst, på Facebook: – Hans har i bogen brugt megen energi og research på at forklare mit liv som kunstner på en måde, som jeg aldrig selv har set det. Det er først nu, efter at jeg har læst hans bog, at jeg forstår, hvad det er, jeg har gået og lavet livet igennem.
Bogen, der udkommer på Hviids Forlag, kan købes i boghandelen eller i forbindelse med udstillingen.
Udstillingen i Assistenthuset ved Hirtshals Fyr åbnes lørdag den 27. august kl. 13 af Helle Bak Andreasen, formand for Jammerbugt Kommunes Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg, og løber til og med lørdag den 3. september, åben daglig fra kl. 13 til 17. Peter Wendelboe vil selv være til stede ved ferniseringen. Alle er velkomne.
Onsdag 31. august kl. 19:00 til ca. 20:00 er der i udstillingen mulighed for at møde Peter Wendelboe selv, når han fortæller anekdoter og pointer fra et langt kunstnerliv. Samme aften er der desuden mulighed for at købe og selv være med, når Pete Wendelboe laver en række nye unika-badges.