Jakob Gislund mødes med fem naboer omkring fire gange årligt, hvor de hygger sig med at drikke lidt specialøl. Hver medbringer to øl hver, som naturligvis deles. Så fortæller de lidt løgnhistorier og hygger sig i hinandens selskab.
Men tilbage til Bone’s. De lokale ølentusiaster reserverede bord og sagde, da de bestilte, at de var der primært for at smage på deres øl. Værten, de talte med, tilbød at sørge for, at der ville komme en med lidt mere indgående kendskab til øllene og fortælle lidt om dem.
– Da dagen oprandt, mødte vi op på restauranten og fik anvist vores bord. Og hurtigt kom der en ung mand og fortalte om de fire første øl, vi skulle smage. Det er så smart, at man kan få et smagebræt, hvor der er 4 øl i 1,5 dl glas, så man kan nå lidt længere omkring, inden man har fået rigeligt, fortæller Jakob Gislund.
– Det var tydeligt, at den unge fyr havde gjort sit hjemmearbejde udi øllets verden. Han kendte til øltyper, bryggeprocesser og smagsindtryk. Som tidligere lokalformand for Danske Ølentusiaster, mener jeg nok, at jeg kan høre forskel på, om man har tilegnet sig noget viden, eller man blot genfortæller lidt, uddyber Jakob Gislund.
Efter de fire øl, bestilte de lokale ølkendere noget mad og fik endnu et ølbræt med 4 nye øl. Som også blev præsenteret af samme øl-ambassadør.
– Vi havde en dejlig aften på Bones, hvor dejlig mad og gode øl fik samtalen til at flyde, ganske som den plejer, slutter Jakob Gislund.