Energiselskabet OK opfører lige nu på Frederikshavnsvej i Hjørring en ny dobbelt vaskehal og to 240 kW lynladestandere til elbiler.
Arbejdet med at etablere vaskehallen på grunden mellem Bilhuset Hjørring og Rema 1000 begyndte mandag den 11. september.
Der bygges en dobbelt-vaskehal, der ligesom stort set alle OK’s flere end 200 vaskehaller bliver Svanemærket. Det betyder, at vaskehallen bliver mere miljøvenlig end almindelige vaskehaller, oplyser OK.
Med Svanemærket udleder vaskehallen færre uønskede tungmetaller, vaskemidlerne lever op til skrappe kemikaliekrav, og vaskevandet renses i et effektiv rensningsanlæg, hvorefter en stor del genbruges i næste vask.
Der sættes også to 240 kW lynladestandere op til elbiler.
Ud over den dobbelte vaskehal og ladestanderne bliver der også mulighed for at støvsuge bilen ved en række støvsugerpladser.
Det hele forventes at stå klar i uge 7 næste år.
For få måneder siden etablerede OK også lynladestander hos Autoteknik Hundelev.
OK har i år 110-års jubilæum og er et 100 procent dansk energiselskab, der er ejet af cirka 11.600 kunder og forhandlere.
I begyndelsen blev der solgt kul, og i dag tilbyder OK en bred vifte af energiprodukter til erhverv, industri, landbrug, det offentlige og private kunder.
OK, som vi kender det i dag, blev stiftet den 1. januar 1978 og er en fusion af SYV danske selskaber, nemlig Dansk Andels Kulforretning, Fyns Kulindkøbsforening, Sydjydsk Andels Olie, Aabenraa Tanklager, Aalborg Kul- og Olieimport, Kommunernes Kulkontor og OK Olie A/S.
Det fortsættende selskab i fusionen, D.A.K., er stiftet i 1913, og OK fylder derfor i år 110 år. NordsøPosten ønsker tillykke.