Af Søren Smalbro
Borgmester i Hjørring Kommune
Venstre
En af de tilbagevendende armlægninger i byrådet, er forhandlingerne om det kommunale budget – og dette års omgang var ingen undtagelse. Budgettet er nu landet, og vi har dermed indgået en aftale, der kan imødegå vores demografiske udfordringer med en effektivisering af kommunens drift.
I Byrådet har vi bestræbt os på at holde hånden under så mange som muligt i budgetlægningen, og selvom en årlig besparelse på 70 mio. kr. efter fuld indfasning i 2024 måske kan lyde voldsomt, skal vi huske på, at det udgør en mindre andel af det samlede kommunale budget på 4,5 mia. kr. Dette til trods kommer vi desværre ikke udenom at nogle borgere, som følge af det vedtagende budget, vil kunne opleve fremtidige serviceforringelser i den kommunale service.
Energikrisen kan fortsat mærkes overalt i vores samfund – i de private hjem og på arbejdspladser – og vi må forberede os på en mørkere og koldere vinter end sædvanligt, hvor vi alle må have en øget bevidsthed omkring vores energiforbrug. Også i de kommunale institutioner, på rådhuset og rundt omkring på de øvrige kommunale arbejdspladser mærker vi de stigende energipriser, og som en naturlig konsekvens sænker vi temperaturen og tager de afgørende foranstaltninger for at spare på energien.
Med en fælles indsats skal vi nok komme igennem denne krise, og jeg vil opfordre alle til at udvise samfundssind og sund fornuft, så både borgere og virksomheder har den energi, de skal bruge over vinteren. Og mon ikke vi kan få en god jul, selvom vi må spare et par lys væk i forhaven?
Prisstigningerne viser sig ikke kun på energiregningerne. Inflationen kommer til udtryk i stigende priser og øgede omkostninger på tværs af mange sektorer og varegrupper. Her går de handlende i vores kommune heller ikke fri. Lad os støtte dem i denne tid ved at handle lokalt, så vi også har et attraktivt handelsliv i fremtiden.
Lad os også støtte op om de mange arrangementer og events, der udfolder sig her i den kommende uges efterårsferie. Mange foreninger og virksomheder har lagt sig i selen for at skabe gode oplevelser overalt i vores kommune for både store og små.
Jeg håber, vi ses derude.
God efterårsferie.
Hej Søren
Jeg kan virkelig godt lide dine nyhedsbreve, det er noget, jeg synes, du skal blive ved med. Og ja du har ret, vi går en kold tid i møde, der vil kunne mærkes både i de offentlige og de private budgetter.
Der har jo været en del opmærksomhed i de landsdækkende medier i forhold til, at regeringen har lavet en pulje, der kan søges af de borgere, der har allermindst og end ikke penge til at betale deres basisregninger. Problemet er, at kommuner landet over forvalter kravene for at opnå støtte langt mere restriktivt end tilsigtet, med det resultat at næsten ingen borgere har fået hjælp og intet af puljen derfor er blevet brugt. Nu har regeringen forlænget fristen for ansøgninger til puljen. Jeg synes du i forbindelse med fokus på energikrisen, skal opfordrer de mest trængte borgere til at tage kontakt til kommunen. Rigtig god efterårsferie til dig og dine. Mvh Rikke Lomholt