På et bestyrelsesmøde i oktober præsenteredes det nye medlem af bestyrelsen og bragte også en afklaring om formandskabet hos Vendsyssel Teater.
Ole Peter Christensen har siden Henrik Jørgensens udtræden i juni 2023 fungeret som konstitueret formand for teatret, og nu er førstnævnte tillige beskikket som ny formand af kulturminister, Jakob Engel-Schmidt. Ole Peter Christensen, der har været medlem af teatrets bestyrelse siden december 2017 og næstformand fra januar 2020, er yderst motiveret for det fremtidige bestyrelsesarbejde på formandsposten og ser positivt på teatrets fremtid.
– Vendsyssel Teater har været meget igennem de seneste år, og vi har stadig en stor opgave foran os. Sammen med teaterdirektør Rolf Heim og teatrets medarbejdere sætter vi alle sejl ind for at få gæsterne tilbage i salene, og indtil videre ser vi fremgang. Den seneste forestilling ’Nordenfjords’ nåede en belægningsprocent, vi ikke har set længe, så nu krydser vi fingre, knokler videre og håber på, at dette er vendepunktet, lyder det fra Ole Peter Christensen.
Den nye formand glæder sig desuden over, at Gry Bruun Nielsen er indtrådt i bestyrelsen:
– Jeg kan på bestyrelsens vegne sige, at vi glæder os til at lære Gry nærmere at kende og fortsætte bestyrelsesarbejdet sammen med hende.
Gry Bruun Nielsen, der er byrådsmedlem i Hjørring Kommune, er udpeget til at udfylde den ledige plads i bestyrelsen, og hun blev tilmed valgt som næstformand efter Ole Peter Christensen ved seneste bestyrelsesmøde.
Det nye medlem har siddet i Hjørring Kommunes byråd siden 2021. Hun er desuden medlem af Hjørring Kommunes økonomiudvalg, valgbestyrelse og er formand for Børne- fritids og Undervisningsudvalget.
– Jeg ser meget frem til samarbejdet i bestyrelsen på Vendsyssel Teater. Jeg er glad for, at en samlet bestyrelse har vist mig den tillid at pege på mig som næstformand. Vendsyssel Teater er en vigtig kulturinstitution i vores område, og jeg anser det som et af de kulturelle fyrtårne, som vi skal passe på og værne om. Jeg glæder mig til at følge det daglige arbejde og opleve, hvordan der skabes kunst og kultur for alle aldre, fortæller Gryn Bruun Nielsen.
Og netop alle aldre er i fokus med teatrets nuværende forestilling Snedronnigen, som er årets juleforestilling. H.C. Andersens klassiker rammer både både børn og voksne, og denne version i særlig grad – den er spektakulær med cirkus, livemusik og en visuel omfavnelse af et kæmpe vinterlandskab i teatrets Store sal.
Snedronningen er således blevet Gry Bruun Nielsens debutforestilling som bestyrelsesmedlem på Vendsyssel Teater.
Bestyrelsen for Vendsyssel Teater pr. oktober 2023:
Ole Peter Christensen (formand): udpeget af Kulturministeriet og medlem siden dec. 2017
Gry Bruun Nielsen (næstformand): udpeget af byrådet og medlem siden sep. 2023
Laila Zielke: udpeget af byrådet og medlem siden jan. 2022
Dorte M. Stiggard: udpeget af Kulturministeriet og medlem siden jan. 2020
Julie Maj Jakobsen: udpeget af Kulturministeriet og medlem siden jan. 2020
Anders Budolf Andersen: udpeget som medarbejderrepræsentant og medlem siden januar 2020
(Ved årsskiftet skal dele af bestyrelsen genudpeges i henhold til teatrets vedtægter og den rammeaftale, teatret har med Slots- og Kulturstyrelsen).