Vejle Havn havde efter det oplyste videregivet rapporten til Koncern HR og Løn i Vejle Kommune, som havde journaliseret den på personalesager vedrørende havnens medarbejdere med henblik på indberetning af eventuel skattepligtig værdi af stedfundne rejser og andet til skattemyndighederne. Det fremgik i den forbindelse, at Koncern HR og Løn i Vejle Kommune varetager personaleadministrative opgaver for medarbejdere i Vejle Havn.
Ombudsmanden udtalte blandt andet, at en kommunal selvstyrehavn ikke kan anses for en del af den kommunale forvaltning, men derimod er en selvstændig myndighed. Vejle Kommune måtte dermed i forhold til Vejle Havn anses for ”udenforstående” i § 23, stk. 1, nr. 1’s forstand. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at kommunale selvstyrehavne har hjemmel i havneloven og ikke i kommunestyrelsesloven, og at selvstyrehavne inden for de overordnede økonomiske rammer, som kommunalbestyrelserne har fastlagt, kan råde selvstændigt over deres midler.
Endvidere var det ombudsmandens opfattelse, at rapporten ved modtagelsen i Vejle Kommune måtte anses for afgivet til kommunen. Ombudsmanden lagde i den forbindelse til grund, at personalesager vedrørende medarbejdere i Vejle Havn – og dermed de dokumenter, der er journaliseret på sagerne – i praksis er tilgængelige for medarbejdere i Vejle Kommune.
Den 5. oktober 2017 skrev Vejle Havn til Ombudsmanden, at bestyrelsen på et møde den 4. september 2017 på baggrund af Ombudsmandens redegørelse havde besluttet at udlevere rapporten efter høring af de ansatte. Vejle Havn udleverede herefter rapporten den 14. september 2017.
Herefter afventes med ekstra spænding og fornyet håb på svar fra Hjørring Kommune angående indsigt i den eksterne rapport, der førte til fyringen af dirketør Jens Kirketerp Jensen og vicedirketør Karin Eilers hos Hirtshals Havn.
Desuden er en klage over afslaget fra konstitueret direktør Andreas Duus på aktindsigt i konsulentrapport hos Hirtshals Havn afsendt med hensvisning til ovenstående afgørelse hos Folketingets Ombudsmand.
Ligesom der nu er anmodet om aktindsigt i samtlige referater fra det seneste års møder i bestyrelsen hos Hirtshals Havn, idet netavisen er blevet bekendt med, at dette materiale i lighed med den omtalte rapport er blevet delt med medlemmerne af kommunalbestyrelsen og dermed ikke længere har intern karakter.
Læs sagen og hele udtalelsen ved kilden her: Folketingets Ombudsmand