Om kort tid vil håndværkere og maskiner rykke ind på området ved LandboNords kontorhus i Brønderslev Syd. Byggeriet af en stor tilbygning på 2000 m2 går i gang.
– Vi glæder os til at komme i gang med at udvide vores rammer, så de svarer til de ambitioner, vi og vores samarbejdspartnere har for fremtiden. Målet er at få et bæredygtigt kontorhus, som er DGNB-certificeret. Her vægtes miljø, økonomi og sociale forhold ligeværdigt. Vi ønsker endvidere at fremtidssikre os til kommende, nye forretningsmuligheder inden for rådgivning, siger adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.
Nye rammer giver nye muligheder
Det er A/S Trigon, der med en samlet entreprisesum på i underkanten af 37 mio. kr., har vundet den samlede entreprise på nybyggeriet samt modernisering af det eksisterende kontorhus i Brønderslev. Nybyggeriet forventes at stå færdigt og klar til indflytning i juli 2024. Udover LandboNord, er det foreløbigt LandboGruppen Nord og Norden Advokatfirma, som vil være blandt de første, der tager nybygningen i brug. Selve ideen med at udvide og modernisere så markant, er en del af LandboNords nye strategi. Det har blandt andet åbnet op for at kunne invitere flere virksomheder og ny-startere indenfor.
– Allerede nu har vi fået flere henvendelser fra interesserede, som kan se en idé i at være en del af huset i fremtiden. Vi tror på, at det kan skabe mange interessante synergier, som vi fødevareproducenter kan nyde godt af i form af innovation og specialiseret rådgivning, siger formand for LandboNord, Torben Farum og fortsætter: Kravene til fremtidens rådgivning er store, og med dette byggeri ønsker vi at skabe et hus, der klar til at imødegå fremtidens behov for landbruget.
Opgradering af hele bygningen
Når tilbygningen står færdig, stopper arbejdet ikke her. Som nævnt omfatter entreprisen også en modernisering af selve hovedbygningen i Brønderslev. Efter planen går håndværkerne således i gang med fase 2 og 3 af byggeprojektet efter sommerferien 2024.