Af Paw Rytter
Byrådskandidat til KV21
Socialdemokratiet
Christiansdalsvej 83
Vrå
Hjørring Kommune har tilsyneladende en ambition om at konvertere fjernvarmeforsyningen til såkaldt lavtemperaturfjernvarme. Det fremgår af et stillingsopslag, hvor Hjørring kommune søger en ”Energiplanlægger med fokus på helheder”.
Umiddelbart skulle man tro at et tiltag, der berør omkring 10.000 boliger, indgik kommunens strategiske energiplan, der blev vedtaget fornyelig. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.
Bliver ambitionen om at sænke fremløbstemperaturen til virkelighed, kan det ende med at blive en dyr omgang for en del af forbrugerne. En sænkning kan nemlig betyde, at nogle bliver nødt udskifte radiatorer, da de eksisterendes ikke har den fornødne kapacitet til at fungere med en lavere fremløbstemperatur.
Ellers kan ideen umiddelbart virke fornuftig. For en lavere fremløbstemperatur kan medvirke til at sænke energiforbruget i kommunen. For det første betyder sænkningen, at det energitab der er på vej ud mod boligerne, bliver mindre. For det andet giver en lavere fremløbstemperatur flere muligheder for at udnytte overskudsvarme fra industrielle processer. Og for det tredje kan en omlægning være med til at forbedre økonomien i såkaldte sæsonlagere, hvor energi der er indvundet om sommeren, kan udnyttes, når fyringssæsonen begynder i efteråret.
Det er med andre ord let at se fordelene. Altså i teorien. For problemet er, at langt fra alle radiatoranlæg i boligerne er gearet til en sænkning af fremløbstemperaturen. Det skyldes ganske enkelt, at et radiatoranlæg er nøje tilpasset til den bolig, som det er installeret i. Radiatorers antal, kapacitet og placering er fastlagt ud fra beregninger af den enkeltes boligs varmetab og fremløbstemperaturen på den kilde, der forsyner radiatoranlægget.
En omlægning til lavtemperaturfjernvarme er altså en temmelig kompliceret manøvre, som risikerer at give problemer med at opvarme boligerne. Men det er ikke det eneste problem. For det gør det også svært at udnytte energien i fjernvarmevandet tilstrækkeligt. Mange vil nemlig være tilbøjelige til at skrue helt op for termostaten, hvis de fryser. Det betyder, at fjernvarmevandet vil passere for hurtigt igennem radiatoren, så det kommer retur til fjernvarmeforsyningen uden, at energien er blevet udnyttet tilstrækkeligt.
Lavtemperaturfjernvarme ser muligvis godt ud, når man sidder med et regneark og skal finde potentielle energibesparelser, der kan bidrage til at indfri Hjørring kommunes ambitioner om at reducere udledningen af co2. Men virkeligheden er konkret. Hvis omlægningen betyder, at mange skal udskifte radiatorer, er der nok ikke megen co2 besparelse over manøvren.