Onsdag byder på blandet dansk sommervejr med både byger og sol i perioder, skriver TV2 Nord.
De bedste chancer for solskin og tørvejr er på øerne, og flere steder kan man nå over 20 grader.
Radaren viser, at der fra morgenstunden er byger i Jylland, og det er her, der vil være mest aktivitet i løbet af dagen.
Følg radaren her eller i TV 2 vejrapp.
I løbet af formiddagen vil temperaturen stige til 15-19 grader, og der vil være lidt sol i perioder – især i de østlige egne.
Til formiddag holder det sandsynligvis tørt på øerne, men i Jylland er det en god idé at have paraplyen klar.
Når temperaturen stiger i løbet af eftermiddagen, vil der også være risiko for enkelte byger både på Fyn og Sjælland.
Bornholm går nok helt fri af bygerne i dag.
I Jylland vil der dagen igennem være flere skyer, og bygerne kan være kraftige i perioder.
Temperaturen vil flere steder nå op på 20 grader eller lidt mere, især der hvor solen kan varme i perioder.
Våd nat og afslutning på sommeren
I løbet af natten begynder bygerne at samle sig mere og mere, og torsdag vil mange stå op til en våd begyndelse på dagen.
Dagen ser i det hele taget ud til at byde på mange byger, der lokalt kan blive kraftige med torden.
Flere steder bliver temperaturen kun 15-18 grader på dét, der ifølge kalenderen er den sidste sommerdag i år.
Heldigvis ser vejret smukt ud til weekenden.
Kilde: TV2 Nord.