Det bliver utvivlsomt en uforglemmelig aften under stjernerne, når Hirtshals Fyr, Vendsyssel Historiske Museum og GotFat Productions inviterer til en udendørs visning af dokumentarfilmen LYSET.
I omegnen af 500.000 mennesker kom til Vestkysten den 4. maj 1995 for at opleve værket Fredsskulptur i 1995. Men værket blev både truet med sabotage og satte sindene i kog over hele landet.
Der blev skrevet mere end 5000 avisartikler, og i Folketinget blev der stemt om et lovforslag, der ville forbyde værket. Det er en film om kunst, historie, magt og køn, der tager os tilbage i tiden, for at finde nye svar på hvad der egentligt skete. Hvorfor var kunstværket så farligt?
Arrangørerne byder under alle omstændigheder velkommen den 2. maj kl. 20.45 og filmen starter kl. 21.00. Filmen varer ca. 70 minutter og vises på dansk med engelske undertekster. Efter filmen vil der være en Q&A med filmens instruktør Alexander Lind og kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. Arrangementet forventes at slutte kl. 22.30.
Tovholderne finder også grillen frem, således at det er muligt at købe pølser og brød fra kl. 18.30. Derudover er der mulighed for at købe snacks og drikkevarer i fyret.
Der er et begrænset antal siddepladser. Hvis man vil være sikker på at sidde ned, kan man med fordel tage et tæppe eller en klapstol med. Husk også varmt tøj, da vi er udenfor efter solnedgang
Før filmvisningen er der mulighed for at tage på en guidet tur i de omkringliggende bunkere med Vendsyssel Historiske Museum. Bunkeromvisningen koster 60 kr. pr. person. Ønsker du at deltage i bunkeromvisningen skal du møde op ved Hirtshals Fyr kl. 19.0.
Visningen er støttet af Hjørring Kommune og afvikles i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum samt Hirtshals Fyr.
Om filmen:
LYSET er en fortælling om kunst, historie, magt og køn. Den handler om kvinden bag Danmarks største kunstværk, en laserlyslinie, der gik 532 km fra Skagen langs vestkysten og nedover den tyske grænse til øen Sild.
Værket ”Fredsskulptur 1995”, blev Danmarks største kunstskandale, som trak overskrifter over hele verden. Det fik den daværende statsminister til at gå under jorden, og sendte kunstneren ud i kulden, i to årtier. I filmen giver nøglepersoner omkring projektet, Jytte Hilden og Michael Thouber blandt andre, for første gang deres udlægninger af hvad der skete.
Vi følger hovedpersonen, Elle-Mie Ejdrup Hansen, fra hun undfanger idéen til værket i 1990 og op til fremførelsen på 50 årsdagen for befrielsen, den 4. maj 1995.