Med ”Skibet skal sejle i nat” afsluttede de fire forrygende sangere og klaverekvilibristen Leif Greibe meget passende Hirtshals Operafestival 2024 i stævnen på saunakutteren ved Husmoderstranden.
Festivalen var igen i år et kæmpe tilløbsstykke med over 2000 besøgende fra hele landet. De tre kongelige operasangere sopran Sine Merrild Bundgaard, tenor Niels Jørgen Kofoed Riis og Nikolai Elsberg samt en af Danmarks mest efterspurgte mezzosopraner, Andrea Pellegrini, førte os verden rundt med bevægende, smukke og dramatiske ”Sange fra havet”.
Repertoiret spændte vidt fra Wagner til Den glade enke, underholdende introduceret af Leif Greibe, pianist og konferencier ved Det kongelige Teater.
Sangerne havde hørt, at det altid blæste i Hirtshals og havde derfor forberedt sig på at skulle synge i stiv kuling. Det blev derfor med tør humor konstateret, at blæsten mod forventning og til deres store overraskelse, havde lagt sig i netop de dage, operafestivalen blev afholdt.

Også børnene har haft nogle oplevelsesrige dage med interaktivemusiskforestillinger med Lydens Land i Folkeparken for byens børnehaver, Opera på legepladsen med de to fremragende kunstnere sopran Nickie Johansson og akkordeonist Julie Holmegaard Schade, samt fremvisning af den moderne operafilm Tryllefløjten for bla 2. Og 5. klasses elever fra Hirtshals skole. For nogle børn var det en helt ny verden, der åbnede sig og for en dreng fra 2. klasse, var der ingen tvivl om, at han ville vise film, når han blev stor.
– Det er med stor glæde og taknemmelighed, at vi igen i år oplever så overvældende interesse og opbakning både lokalt og nationalt til Hirtshals Operafestival. Rigtig mange har allerede nu oplyst, at de kommer igen til næste år og jeg kan oplyse, at vi allerede er i fuld gang med at planlægge programmet for 2025 til Danmarks smukkest beliggende operafestival, lyder det fra initiativtager og primus motor Lisbet Hvid Hermansen.
– Der skal lyde en kæmpestor tak til alle fonde, sponsorer, frivillige og samarbejdspartnere. Uden jeres støtte, ingen festival, fastslår Lisbet Hvid Hermansen.


