Miljøvagten blev som omtalt på NordsøPosten i påsken kaldt ud til Vangen Bæk ved Bindslev. Her var vandet pludseligt blev helt rødt.
Den røde farve i vandet stammede sandsynligvis fra et dræn, der er blevet spulet. Det er lovligt at spule sine dræn og lede spulevandet til vandløb, hvis det IKKE indeholder forurenende stoffer. Men hvis vandet indeholder forurenende stoffer som i dette tilfælde okker, skal det suges op og spredes ud på markerne.
Derfor opfordrer kommunen lodsejerne til at sørge for at suge spulevandet op, hvis det indeholder forurenende stoffer. Det er nemlig som allerede nævnt ulovligt at lede forurenende stoffer ud i vandløbene.
Fakta om okker
Den røde okker, vi ser i åer og bække, kommer fra stoffet pyrit i jordbunden. Det er en kemisk forbindelse af jern og svovl. Pyritten frigives typisk ved at sænke vandstande i et område ved dræning og udgrøftning.
Så længe pyritten ligger i jord uden ilt, er det ikke skadeligt, men hvis det iltes, omdannes det til okker, som er giftigt både for smådyr og fisk. Den røde okker er som sådan ikke giftig i sig selv, men når den sætter sig i fisks gæller og insekters åndeorganer, lægger det sig som et tæt lag, som ilten ikke kan trænge igennem.
Fisk og insekter dør af derved af såkaldt okkerkvælning.