På Børglum Kloster kan man opleve, hvordan nutidens designere og arkitekter fra Det Kongelige Akademi bringer barokkens fascinerende formsprog til live i en moderne fortolkning.
Lauritz de Thurah, arkitekten bag ombygningen af Børglum Kloster i 1750’erne, var en af de kunstnere, der udfordrede tidens rum og grænser. Gennem dobbelteksponeringseffekter, spejle og skinnende overflader skabte han rum, der forstyrrede grænsen mellem inde og ude, natur og kultur.
Med afsæt i de imponerende fotografier af Anders Sune Berg og værker af glaskunstner Maria Sparre-Petersen, keramiker Flemming Tvede Hansen og flere andre, kan du dykke ned i en verden, hvor barokkens mystik og nutidens design smelter sammen.
Udstillingen er kurateret af Peter Thule Kristensen og tilrettelagt af Rasmus Koch, som også står bag bogen “Lauritz de Thurah – Barokkens arkitektur og verdensbillede“ fra 2023.