Tirsdag den 10. september kl. 16.00 til 17.30 inviterer Vendsyssel Kunstmuseum til fernisering af Kørners Kunstkonkurrence, der for første gang vises på museet.
Udstillingen præsenterer 29 udvalgte værker skabt af talentfulde billedkunst- og designelever fra ungdomsuddannelser over hele Danmark, som har fortolket årets tema “HÅRDT”. Tag derfor familien og vennerne under armen og vær med til at fejre åbningen af udstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum den 10. september kl. 16. Der er fri entré til museet – alle er velkomne.
Temaet “HÅRDT” spænder bredt – fra barske vilkår og ubøjelige rammer til en hård hverdag fyldt med forventninger, håb, forstenede blikke og blødende hjerter. Gennem materialer og kreative eksperimenter udfordrer de unge kunstnere kunstens traditionelle regler og inviterer besøgende til at dykke ned i deres følelser og tanker, omsat til visuelle udtryk, der kan inspirere og starte samtaler.
Kørners Kunstkonkurrence inviterer hvert år billedkunst- og designelever fra gymnasiale uddannelser i hele landet til at skabe kunst. Blandt mere end 600 værker er et udvalg sluppet gennem dommerkomitéens nåleøje. Konkurrencen er organiseret i samarbejde mellem billedkunstner John Kørner, Billedkunst- og Designlærerforeningen, Børne- og Undervisningsministeriet, ARKEN Museum for Samtidskunst og Vendsyssel Kunstmuseum.
Åbning
Der er fernisering på udstillingen tirsdag den 10. september kl. 16.00, hvor man vil blive budt på en forfriskning.
Der er fri entré til museet – alle er velkomne.