– Vores tilgang er, at det bliver et nej tak!
Ordene kommer prompte fra Søren Smalbro (V). 2. viceborgmesteren i Hjørring Kommune er ikke i tvivl om sin holdning til, at borgmester Arne Boelt (S) har luftet tanken om, at Hjørring Kommune muligvis kunne aftage nogle af de kriminelle beboere, som skal flyttes fra udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast.
– Når vi kæmper med bosætning, og vi kæmper med fraflytning fra kommunen, så er det her altså ikke vejen frem for Hjørring Kommune, fastslår Søren Smalbro.
Den konservative 1. viceborgmester, Per Møller, er heller ikke i tvivl.
– Det Konservative Folkeparti i Hjørring Kommune kan ikke støtte op om den udmelding, som borgmesteren er kommet med, siger Per Møller (K).
Det er i en rundspørge, som TV 2 har lavet blandt 71 borgmestre i landet, at Arne Boelt – som den eneste – melder sig klar til at gå i dialog om muligheden for at modtage en del af beboerne fra det omdiskuterede udrejsecenter Kærshovedgård. Efter regeringens seneste plan om at etablere et nyt udrejsecenter på Langeland kuldsejlede, mener han, at opgaven med at huse de kriminelle beboere fra Kærshovedgård bør løses solidarisk blandt kommunerne.
– Hvis det er sådan, at det her skal kunne løses af flere kommuner, så kan vi i den andenstørste kommune i Nordjylland, Hjørring, ikke se os fri for det ansvar, siger Arne Boelt (S).
Klar til at tage imod 25 kriminelle beboere
Ifølge borgmesteren ville kommunen højest skulle modtage omkring 25 af de kriminelle beboere, som skal flyttes fra Kærshovedgaard. Desuden fastholder han, at en kommune som Hjørring, der ofte er blevet tilgodeset på nationalt plan, også skal være klar til at give tilbage.
– På et eller andet tidspunkt bliver man jo træt af, at det kun er ”vil ha’, vil ha’, vil ha’” – vi bliver også nødt til at kunne give noget den anden vej, mener Arne Boelt.
Hos de konservative medlemmer af byrådet er holdningen dog anderledes.
– Jeg synes, det er en opgave for Folketinget og regeringen at få løst – eksempelvis sammen med Kriminalforsorgen. Jeg tror ikke, at det er en kernevelfærdsopgave for Hjørring Kommune, siger Per Møller.
Men hvad skulle der være galt med at have et udrejsecenter i Hjørring Kommune?
– Først og fremmest kan vi se alle de problemer, som det medfører i Ikast-Brande Kommune. Det skaber virkelig utryghed blandt befolkningen. Vi så også på Langeland, at regeringen overhovedet ikke fik opbakning til et udrejsecenter i Bagenkop, siger Per Møller.
Ifølge Socialdemokratiets integrationsordfører Rasmus Stoklund bliver der dog næppe tale om at kriminelle beboere på Kærshovedgård flyttes til Hjørring Kommune. Han kalder Arne Boelts forslag for sympatisk, men understreger, at regeringen ikke ønsker at sprede de udvisningsdømte beboere fra Kærshovedgård ud på flere forskellige centre i Danmark.
Efter regeringens seneste plan om et nyt udrejsecenter på Langeland blev droppet, er det dog stadig usikkert, hvor de i alt 130 kriminelle beboere på centret skal flytte hen.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikler