Desværre nåede de frivillige lystfiskere ikke i denne ombæring alle gydebankerne i de mindre vandløb ved Uggerby Å. Der er ifølge lystfiskerne mindst 80 af slagsen, der trænger ligeså hårdt til en kærlig hånd, hvis der skal komme fisk ud af gydninger på dem.
– Hvis dette arbejde ikke skal stoppe, er det nødvendigt, at nye folk melder sig til at deltage i det, så kom nu og hjælp med, at vi får naturlige fisk tilbage i åen. Der er andre foreninger, der har vist, at det er muligt. Det kræver blot, vi løfter i flok, lyder det fra Jørgen Weinkauff Jakobsen.
– Det er også sidste chance i år. Banken er helt sandet til, så hvis vi ikke gør noget, kan fiskene ikke bruge den i år. Det er den sidste rensning i år, men der er gydninger helt hen i februar og marts, supplerer Karsten Jakobsen, som er formand for Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn.
At der også er tid til hygge under kaffepauserne, viser forsidebilledet med al tydelighed. Der er heller ikke tvivl om, at det prisværdige arbejde giver god mening og derfor glæde både hos de frivillige og alle os andre, der nyder godt af deres indsats.