Christian Borrisholt Steen, der har sine rødder i Hirtshals, udgav for et par år siden bogen Ordet er frit. I samarbejde med Degn Grafisk er bogen nu trykt i et nyt oplag i en flot udgave i hardback og helbind. Bogen er fortsat på 211 sider med en god blanding af etiske refleksioner og jyske røverhistorier.
– Der var stor interesse for bogen, da jeg i går holdt foredrag i forbindelse med forårsstævne i KFUM og KFUK i Nordvestjylland, og jeg tager selvfølgelig også en stak med, når jeg 5. april holder foredrag i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel, fortæller Christian Borrisholt Steen.
Forfatteren og debattøren har da også benyttet sig flittigt af retten til at ytre sig frit igennem adskillige produktive år. Mange kender ham formentligt fra debatprogrammer på TV2 Nord og fra avisspalterne hos NORDJYSKE Stiftstidende samt her på NordsøPosten.
Fornuftigvis er forsiden af bogen også stadigvæk prydet af det smukke Hirtshals Fyr. Det giver rigtig god mening både med hensyn til forfatterens rødder og i forbindelse med lyset som metafor for oplysning.
Læs mere på www.christiansteen.dk