Osteløbe og osteløb er to forskellige ting. Mens osteløbe er en væske, der udvikles af kalvemaver og tilsættes osten for få den til at størkne, er osteløb et årligt arrangement i Hirtshals udviklet af Ostemanden i Hirtshals.
I dag den 19. februar er det nøjagtigt 4 år siden, at Ostemanden indtog Hirtshals med sin populære og velkendte specialbutik. Dette jubilæum skulle naturligvis fejres med det traditionelle osterulningsløb i Nørregade i Hirtshals.
I alt syv friske deltagere fra lokale pengeinstitutter, en advokatfuldmægtig, den forsvarende mester samt to modige ”amatører” stillede op bag startsnoren i tre heats. Det viste sig hurtigt, at øvelsen faktisk ikke er så let, og det kom til flere styrt undervejs, ligesom de løbske oste flere gange kom på afveje.
Den underholdende aktivitet endte til sidst med, at den forsvarende mester Ronni Andersen også i år løb med sejren og kunne kåres som vinder under stor jubel fra de mange tilskuere.
Efter løbet var der mulighed for at nyde flere dejlige smagsprøver af forskellig art i den velassorterede butik, hvor der i dagens anledning også var adskillige gode tilbud til de mange kunder.
En stor tak til Ostemanden for et fint arrangement i en kold tid.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.