Af Ove Birk
Vendelbo-Listen
I en nordlig egn, hvor vinden sang sine evige elegier over tagryggene, og hvor selv månen ofte syntes at hænge i himlen af ren og skær medlidenhed, fandtes der en lille, men inderligt selvhøjtidelig skrivestue. Den bar navnet “Mediet”, selvom det efter sin størrelse snarere lignede en forvokset penalhusbutik.
Dette lille medies styrerår blev ført af Redaktøren, en mand, i hvis bryst der brændte en ild så stor, at det kun var besynderligt, at han ikke selv smeltede sneen omkring sit domicil. Han havde nemlig den faste, urokkelige og dramatisk uindskrænkede tro, at hans ord var som lys i vintermørket – om end mange i byen snarere mente, at de var som en petroleumslampe, der lyste mest for sig selv.
Redaktøren beskæftigede sig med alt, hvad der kunne beskrives, og meget af det, der ikke burde beskrives. Særlig hans ømme svaghed var de nye spisesteder, der dukkede op i byens gader som frostskud på grenene. Ingen dør var for lav, ingen menu for ubetydelig, for han og hans frue indtog alt med den granvoksne værdighed, som hører kongelige smagsdommere til.
“Her,” sagde Redaktøren ofte, mens han med en dramatisk bevægelse løftede en gaffel med noget udefinerbart på, “her mærker man civilisationens fremskridt!”
Og sådan blev hver ny café ophøjet til en sand kulturinstitution, ofte før den havde fået ryddet op efter håndværkerne.
Men som det jo hænder i verden – selv i eventyret – behøver selv de mest selvforherligende små institutioner klingende mønt. Og da julen nærmede sig, og valgets time stod som en frostklar stjerne over byens tagrygge, indfandt der sig to store partier i Redaktørens døråbning. De kom ikke som vise mænd, men snarere som driftige handelsfolk, bærende på reklamer, annoncer og lovende glimmerord.
“Vi beder ikke om noget,” sagde de i kor, “andet end at De vil modtage vores gaver.”
Og Redaktøren, som i forvejen havde en naturlig tilbøjelighed til at modtage alt, der lignede anerkendelse, takkede som en mand, der netop havde fundet sin livsopgave i at sige ja.
Da tiden derpå gik, var det tankevækkende – om end eventyrligt tilfældigt – at ingen kritisk røst blev hørt om netop disse partier. Tværtimod opstod der artikler så fulde af ros, at de næsten måtte bæres ind med begge hænder, for ikke at dryppe af sødme ud over avisens sider.
Folk i byen, som nærede den frygtelige vane at ytre tvivl eller skepsis, fandt sig snart udenfor Redaktørens rige. De blev fjernet fra kommentarfelterne, som man fjerner støv fra et finere vitrineskab: hurtigt, bestemt og uden ceremoniel afsked.
Valget blev afholdt, og Redaktøren stod bagefter med en mine, der syntes at erklære: “Se, hvor ret jeg hele tiden har haft.”
Og siden da har han skrevet satiriske indlæg – satire, der ganske vist spiddede hele verden, men aldrig hans egen skygge. For selv skygger kan være følsomme, når de tilhører manden, der kontrollerer lyset.
Eventyret har naturligvis intet at gøre med hverken afdøde-nulevende eller kommende døde redaktører at gøre.
Længe leve satiren.
Nu er det ikke for at desavourere ovenstående eventyr, men med hensyn til satire finder redaktionen nedenstående langt mere morsomt. Her er det udtrykkeligt Hanne og Niels Skipper som hovedpersoner i det hylemorsomme nummer Michelin Manden skrevet af Kjeld Torbjørn. Klippet er fra Hirtshals Revyen 2019. Fruen konstaterer afslutningsvis i stykket, at misundelse er en grim ting, hvilket er en prisværdig lektie.
