Der bliver holdt øje med vejret, og det lader til, at vejrguderne vil vise sig fra en lidt pænere side på lørdag, hvor Tranget Veterantræf afholdes for 3. gang.
– Der opleves stigende interesse for de gamle køretøjer. De seneste 14 dage har mange søgt info om træffet via Google, og mange kontakter arrangørerne Helle og Niels. Der kommer mange spørgsmål omkring selve træffet, de praktiske ting og de lidt mere nysgerrige, fortæller Else Strauss Harpsø fra Tårs.
Målet er at samle 100 veterantraktorer, og Niels er optimist. Selv om der ikke er tilmelding, så tyder meget på, at målet nås. Og her spiller beliggenheden nok en stor faktor – lige i hjertet af Vendsyssel. Traktorfolket – som Niels kalder de interesserede – er meget passioneret når det gælder deres hobby og interesse og samles gerne – ja der kommer deltagere langvejs fra.
Det hele drejer sig imidlertid ikke kun om traktorer, der kommer også knallerter, motorcykler og almindelig – men flotte – veteranbiler. Mange møder op for netop at kigge de smukke gamle biler, som mange måske forbinder med barndommen, dengang der ikke var sikkerhedsseler, men broderede puder i bilerne.
– Man møder folk med samme interesse og snakken går, der knyttes venskaber og der udveksles erfaringer og gode råd. Træffet i Tranget skiller sig ud fra de fleste andre træf ved, at det er en hel dag, og ikke som mange andre steder kun et par timer. Så her gider folk godt køre helt fra Sønderjylland for at deltage, måske også fordi der tilbydes overnatning fredag til lørdag, enkelte bliver sågar helt frem til søndag, uddyber Else Strauss Harpsø.
Selvfølgelig skal pladsen gøres klar til at modtage de mange gæster, og hvis ikke græsset her trimmes af veteran-køretøj – hvor skulle det så. Derfor kiggede Ole Moltsen fra Lille Harpsø her i weekenden forbi med sin BUKH.
BUKH var oprindelig en motorfabrik i Hørve på Sjælland, som blev startet i 1904 og startede med at producere dieselmotorer til landbrug og industri. Da virksomheden i 1915 flyttede til Kalundborg, blev den nærmeste nabo til Kalundborg Skibsværft og dette gav adgang til det maritime marked.
Skibsværfter brugte Bukh-motorer til laste- og lossespil til skibene. Skibsværftet blev senere overtaget af A.P. Møller. I 1950’erne begyndte firmaet at producere traktorer – DZ30 og DZ45, senere en serie på 2 og 3 cylindrede. I midten af 1960’erne blev der pustet nyt liv i traktoreventyret med serien Juno, Jupiter og Hercules – dette var dog ikke den store succes og i 1968 indstillede man traktorproduktionen. Fabrikken eksisterer fortsat, men er nu flyttet til Sønderjylland under navnet BUKH A/S og producerer fortsat bådmotorer og reservedele.
Niels og Helle håber på, at rigtig mange vil slå et sving forbi Tranget – eller måske kigge veteranparaden gennem Tårs By. På pladsen vil der være mulighed for lidt til gane og mave og helt klart – en masse snak om de gode gamle dage.