Det bliver lidt vanskeligere, men ikke umuligt, at kysse farvel ved banegården i Hjørring, når parkeringspladsen ved stationen afspærres fra den 1. juni til cirka december måned.
Bane Danmark er i gang med sporarbejde i området, og det er i den forbindelse, at parkeringspladsen ved stationen (det rød-markerede område på kortet) afspærres et halvt års tid.
Den såkaldte ”Kiss-and-Goodbye zone” i det afspærrede område vil ikke være tilgængelig i perioden.
Derfor vil de to blå-markerede områder på hver side af Parallelvej (buslommerne), blive omdannet til af- og indstignings zoner i perioden. Hjørring Kommune stiller dermed et alternativ til rådighed i form af en af-/pålæsnings zone, for de borgere, som skal sætte passagerer af eller på til den kollektive trafik.
I perioden vil der ligeledes være forbud for andre end busser, taxaer og arbejdskørsel at køre over den gule linje. Det anbefales at bruge skiltene på stedet som vejledning.
Det afspærrede område er Banedanmarks egen parkeringsplads, og Hjørring Kommune har derfor ikke haft medbestemmelse over lukningen, tidspunktet eller varighed af arbejdet.
Banedanmark fornyer og opgraderer i de kommende måneder jernbanen ved Hjørring, så kapaciteten på banen øges, og jernbanen kommer i god form. Det kan betyde togbusser i stedet for tog, så tjek hellere en ekstra gang…
– Vi anlægger et nyt 700 meter langt dobbeltspor syd for Hjørring Station. Samtidig fornyes Sport 1 på Hjørring Station og mellem Vrå og Hjørring. Arbejdet indebærer blandt andet udskiftning af skinner, sveller og sporskifter på stationen, rensning eller udskiftning af skærver samt fornyelse af sporkassen, som er fundamentet under sporene.
Sporfornyelsen og kapacitetsudvidelsen ved Hjørring Station udføres fra juni til slutningen af november 2024. Arbejdet vil fra slutningen af juli frem til begyndelsen af oktober påvirke togtrafikken til og fra Hjørring.