Elisenfisen har sovet hos mormor og morfar i nat. I telt. I stuen.
Men skoven skulle han ikke snydes for – og da slet ikke, når nu han gerne ville ud og finde hindbær. Så kl. tidligt i morges efter den obligatoriske “smørklat med havregrød” pakkede vi en taske og drog afsted mod Lilleheden Klitplantage.
Mormor vidste ikke helt hvor de gode hindbærspots var, men altså det kan jo ikke gå helt galt, hvis bare man vandrer derud ad.
Vi kom da heller ikke mere end 20 meter ind ad skovvejen, før det første stykke røde guld lå i den bette hånd.
Og så gik det ellers slag i slag – eller håndfuld efter håndfuld. Der blev kørt rigeligt ind! Skoven var gavmild.
Der blev fundet sten, der blev kastet. Pinde, der kunne bruges som den perfekte stok – lige indtil næste pind på skovvejen, som så skulle agere perfekte stok.
Vi fandt sjove larver, små bitte frøer og kæmpestore skovsnegle. Landskabet skiftede fra skov til klit og pludselig kunne møllerne fra forleden ses. Og i dag drejede de lystigt rundt, så knægten udbrød højt: De drejer! I dag vil jeg i vandet!
Hvordan pokker han har fået sammenkædet møllernes bevægelse med sin lyst til at gå i vandet – ja, det aner jeg virkelig ikke Men nej, Elias. i dag er der altså ingen vandgang. Og for nok hundrede gang i dag lød det tilbage “Hvorfooor?” Fordi vi ikke har nogen håndklæder med, skat…
“Hvorfoor?” Fordi mormor ikke lige vidste, vi ville komme ned til vandet… “Hvorfoor?”
Suk. Hvorfor-alderen har ramt med fuld styrke.
Vi blev enige om, at en vandtur kunne byttes med at grave med fingrene i sandet i stedet.
Mens knægten sidder og hygger sig råber han pludselig i vilden sky:
DET ER BAR’ DEN STØRSTE SANDKAS’ NOGENSINDE!!!
Og det havde han faktisk ret i – ikke et øje, udover os, var der på stranden.
På vej tilbage kom knægten op på skuldrene – mine ben er ved at være lidt trætte, mormor. Og det kunne jeg bestemt godt forstå – de havde gået langt.
Udsynet fra mormors skuldre var åbenbart også bedre end fra størrelse 3 år: “Woooow! Der er floooot!” lød det imponeret fra knægten. “Se! Der mellem træerne. Det er så floooot”
Vel tilbage ved parkeringspladsen og det tilhørende bord/bænkesæt blev Trangiaen rigget til og Elias var behørigt imponeret over, at vi kunne lave mad helt ude i skoven. Det var ret heldigt vi kunne det, for knægten var virkeligt blevet sådan rigtig godt gammeldags sulten på trods af føromtalte “smørklat med havregrød”-morgenmad.
Det blev skovlet pasta-ret indenbords – og flere portioner – inden det var tid til at slå mave i hængekøjen.
Mormor havde vist håbet på en fælles middagslur i køjen, men Elias var nu mere interesseret i at lege gemme og gynge.
Til sidst fik vi pakket alt sammen og akkurat som da vi kom, fandt vi guld i skoven. Dennegang dog den mere kontante slags – en 10 cent.
Sådan en rigtig lykkemønt, så den kom dybt ned i lommen på de små arbejdsbukser, inden turen gik hjemad igen.
Link til tidligere artikel
