Ole Kjærsgaard Nielsen er et velkendt ansigt på Hirtshals Fiskefestival. Her har han været med helt fra starten i samfulde 31 år.
Til daglig arbejder han som salgs- og sponsorchef ved Nordsøen Oceanarium, hvor han blandt andet har en central rolle i at fremme havets mange delikatesser.
Under fiskefestivalen har Ole en travl tidsplan med flere spændende aktiviteter. Torsdag vil han stå for fiskeværkstedet sammen med Louise og Lasse fra Halvorsminde efterskole, hvor han deler ud af sin viden om fisk og skaldyr. Fredag og lørdag byder han på Aalborg Akvavit-smagning med Hirtshals Fiskefestivals snapseambassadører og lækker fisketapas, som vant kan anbefales.

Festivalens gæster kan finde Ole på den grønne plads i det lille telt. Med 31 års erfaring på fiskefestivalen ser Ole særligt frem til at inspirere festivalens gæster til at inkludere mere fisk i deres daglige kost.
Han nyder også den særlige atmosfære, hvor frivillige med stor entusiasme viser Hirtshals frem og præsenterer de fantastiske råvarer, der landes i byen.
Hils endelig på Ole, hvis I ser ham!