Bogen lander i postkasser i postnummer 9760 i dagene op mod jubilæumsdagen søndag den 15. august og det store Vrå Marked lørdag den 14. august.
Jubilæumsbogen skildrer byens gamle og nye historie, fortalt af en række personer som alle på hver deres måde er en del af historien og udviklingen. Nogle bor her i byen, nogle er flyttet for at skabe sig en tilværelse andre steder i Danmark og nogle er endda flyttet ud i den store verden for at forfølge en drøm.
Axel Søgaard og Niels Henriksen er kommet byen rundt og har været i de fleste hjørner, fra den lille iskiosk på Løkkensvej og pølsevognen i Jernbanegade til den store sparekasse, der er vokset til at være blandt landets største, og idrætscentret, der tiltrækker gæster fra ind- og udland samt ikke mindst byens nye skole, som indvies den 21. december.
Bogen er finansieret dels af privat donation og dels af en række lokale og landsdækkende fonde og endelig af Hjørring Kommune. Den udgives af Vrå Beboer og Erhvervsforening og Lokalhistorisk Arkiv for Vrå i fællesskab og omdeles af KFUM-spejderne sammen med baptistspejderne i byen.