Minsandten om ikke vi får en lidt anderledes påskehilsen fra den lokale træskærer Henrik Woodpek. Den er nemlig ifølge træskæreren selv en anelse ondskabsfuld.
– Den passer så forfærdeligt godt til min humor, og min måde at anskue verden på, ind imellem, og vores måde at behandle dyrene på, ikke os alle, men nogle af os, har meget at lære, lyder det fra Henrik Woodpek.
– Denne skulptur kom til mig på et tidspunkt, jeg havde set, at man farver daggamle kyllinger i alle mulige farver her til påske. Man kommer dem simpelthen i levende tilstand i en spand med flydende farvestof, forklarer træskæreren fra domicilet i Hirtshals.
Hvis nogen af kyllingerne undervejs går til, ja , så går de til, mens resten bliver solgt som legetøj, hvilket træskæreren forståeligt nok synes er noget forbandet svineri og ganske utilstedeligt.
Det foregår da heldigvis heller ikke i Danmark, men i en del lande i Asien. Der praktiseres det angiveligt hvert år, hvilket altså gav inspiration til denne skæring, som skulle være temmelig grotesk i sit udtryk.
– Jeg ville bare lige ønske jer alle en rigtig god påske, lige godt hvilken farve I har, slutter Henrik Woodpek.