Dorte Visbys åbne keramikværksted og galleri finder du i den 200 år gamle lade på Mårupgård – med en fantastisk beliggenhed på kanten af Lønstrup Klint lige midt imellem Rubjerg Knude og kunstbyen Lønstrup.
Dorte fremstiller både kunstneriske unikaværker, brugskeramik og keramisk interiør. Fælles for Dortes keramik er, at det bærer præg af den barske og rå natur, som findes lige uden for døren. Naturen afspejler sig i både farvevalg og overflader, hvor lerets grove karakter understreges.
Dorte udstiller i både Danmark og udland, og har blandt andet udstillet på SOFA i Chicago og New York, Collect i London og på Superbien i Berlin.
I forbindelse med keramikværkstedet finder du også Galleri Visby, som er Nordjyllands største kunsthåndværksgalleri med udstillinger af en række anerkendte kunstnere inden for kunstmaleri, træ, tekstil, smykker og pileflet.
Galleriet og værkstedet har åbent hele året – med undtagelse af den 1. jan., 5. jun. samt 24., 25. og 26. dec. Åbningstiderne er fra 11-17 hver dag dog fra 11-16 i hverdagene fra november til vinterferien.
Du kan læse meget mere om Dorte Visby og se hendes keramik på www.dortevisby.dk
Kilde: Visit Nordvestkysten.
Påskekunst er en serie, hvor vi ser på udbuddet af kultur i de kommende helligdage, hvor mangt og meget heldigvis igen har åbent, hvis ellers coronaen ikke igen tager overhånd.