– Vi er meget taknemmelige for, at SPAR Hjørring købmanden på Nordens Allé ved at donere slik til påske hjælper os med skabe et lykkeligt øjeblik for de ukrainske børn i krigen.
Det siger ukrainsk fødte og nu bosat i Hjørring, Tania Popova fra Dansk Ukrainsk Støtteforening ViTa Ukraine, der lige nu indsamler chokolade for at lave og sende påskekurve til ukrainske børn.
– Som lokal købmand støtter vi mange gode lokale formål, og vi bidrager også gerne til indsamlinger som denne til børn, der lider. Selv om vi herhjemme måske nok på mange måde lige nu har udfordringer, må de have det forfærdeligt i Ukraine, og kan vi hjælpe, gør vi gerne det, siger SPAR Hjørring købmanden Dennis Bak.
Mange børn i Ukraine har mistet deres forældre på grund af krigen. Det er for eksempel handicappede børn fra fattige familier.
– Vi inviterer alle til at give børnene noget, der gør dem glade. Det kan være chokolade, myslibarer, påskeæg, Nutella, småkager, cruesli, vingummi, skumfiduser, popcorn og lignende. Man kan aflevere de nævnte ting til Bistrupkirken eller på adressen Græsvangen 5 i Hjørring frem til den 1. april, hvor en bil sætter kurs mod Ukraine.
Børnene bliver glade uanset om du donerer en eller flere ting. Vi laver så mange gaveæsker til så mange børn, som vi kan.
Ønsker man at donere penge til indkøb, kan det gøres til foreningen ViTa Ukraines mobilepay nummer 555446 med kommentaren PÅSKE.