Arrangørerne har den store glæde at invitere til deres påskeudstilling, som finder sted Skærtorsdag og Langfredag den 28. og 29. marts fra kl. 11 til 16 i Caféen i Håndværkernes Hus i Tinpottegyde 6 i Hjørring.
– Kom og oplev vores imponerende samling af indrammede, farverige kunstplakater, som vil give jer inspiration til at bringe kunst ind i jeres hjem. Og det bedste af det hele er, at det er til priser, som er overkommelige for alle, lyder opfordringen fra Bent Vanggaard i Håndværkernes Hus, som oven i købet samtidig kan fejre 25 års jubilæum med Det Arbejdende Museum.
Det er kort frotalt en enestående mulighed for at opleve husets håndværkere demonstrere deres spændende arbejde, herunder tømrerarbejde, maling, trædrejning, finmekanik, telefoninstallation, smedearbejde, vævning med mere.
Et særligt højdepunkt er Hjørring Tapetet, som er et unikt kunstværk, hvor byens historie er fortalt med nål og tråd. Tapetet strækker sig over 42 meter og har været et 10 årigt projekt udført af 11 dygtige sypiger.
– Vi glæder os til at se jer i Håndværkernes Hus og opleve hvordan kunst og håndværk kan bringe fortiden til live på en unik måde, slutter Bent Vanggaard.
Entré 50 kr.