Under kørende patrulje ad Frederikshavnsvej i Hjørring lagde to betjente fra Nordjyllands Politi mærke til en personbil foran dem, som man besluttede sig for at standse til rutinekontrol fredag den 11. december ved 20-tiden.
Umiddelbart kunne betjentene se, at føreren af bilen, en 27-årig mand, havde blanke og røde øjne. Hans bevægelser så ud til at være sløve – og så talte han snøvlende. Derfor besluttede politiet sig for at udføre en narkometertest for at finde ud af, om manden var påvirket. Og den mistanke skulle vise sig at give pote.
Testen viste nemlig, at manden tilsyneladende havde indtaget cannabis. Politiet sigtede og anholdt derfor manden for overtrædelse af Færdselsloven, herunder narkopåvirket kørsel. Manden blev ligeledes visiteret og ransaget, da der var mistanke til, at han kunne være i besiddelse af ulovlig narkotika. Her fandt politiet dog intet af politimæssig interesse.
Den sigtede nægtede forholdet, men blev ikke desto mindre kørt til sygehuset for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Spiritusbilist anholdt i Hirtshals
En 60-årig mand kom kørende i sin bil ad Søndergade i Hirtshals, da en patruljevogn her signalerede, at han skulle standse.
Politiet havde besluttet sig for at udføre kontrol med hans køretøj.
Da betjentene henvendte sig til manden, fik de hurtigt mistanke til, at han muligvis var påvirket af spiritus. Det skulle komme an på en alkometertest. Resultatet kom til syne efter en udånding fra bilisten – han havde tilsyneladende indtaget spiritus i sådan et omfang, at hans promille var over den lovlige grænse på 0,5. Politiet sigtede og anholdt ham derved for spirituskørsel.
Politiet hjalp manden ind på bagsædet af patruljevognen, hvorefter man kørte til sygehuset for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.
Spirituspåvirket knallertfører anholdt i Hirtshals
1,28 promille – dét viste udåndingstesten, da en patrulje fra Nordjyllands Politi udførte kontrol med føreren af en lille knallert på Nørregade i Hirtshals. Og da den lovlige grænse er 0,5, var betjentene nødt til at sigte og anholde den 32-årig knallertfører for spirituskørsel. Det viste sig desuden, at knallerten manglede indregistrering – hvilket medførte endnu en sigtelse.
Spirituspåvirket bilist anholdt i Hjørring
Natten til lørdag den 12. december ved 01-tiden kom en patruljevogn kørende ad Toftegade ud for Hjørring, da man her besluttede sig for at udføre kontrol med en tilfældig personbil.
Politiet henvendte sig til føreren af bilen, som viste sig at være en 19-årig kvinde. Umiddelbart fornemmede betjentene, at føreren var påvirket – formodentlig af spiritus.
Ved hjælp af en udåndingstest kunne betjente se, at kvinden tilsyneladende var påvirket af spiritus – hendes promille var nemlig over den lovlige grænse på 0,5. Politiet sigtede og anholdt derfor den 19-årige kvinde for spirituskørsel, hjalp hende ind bag i patruljevognen og kørte hende til sygehuset for at få udtaget en blodprøve som bevismateriale i sagen.