Når sommervarmen rammer Danmark, elsker de fleste danskere at opholde sig ude og nyde solens stråler. Men det er ikke alle, der trives lige godt i de høje temperaturer. Det gælder især hunde, som ikke er udstyret med svedkirtler på samme måde som mennesker, hvilket gør det vanskeligere at regulere kropstemperaturen hos de firbenede.
– Mange hunde kan hurtigt blive overophedet i sommervarmen, da hunde har ganske få svedkirtler i trædepuderne og derfor kun kan komme af med varmen ved udånding. Særligt hunderacer med korte snuder har det ekstra hårdt, fordi deres luftveje er snævre, men også overvægtige eller tykpelsede hunde skal man være ekstra opmærksom på, lyder det fra Sanne Ross, der er dyrlæge ved AniCura, som har dyrehospitaler i hele landet.
Sanne Ross tilføjer, at der er flere tiltag, som kan være medvirkende til at beskytte din hund mod varmen.
Sørg for adgang til vand og skygge
Selvom temperaturen i de danske sommermåneder ofte svinger, er 20-25 grader som regel nok til at hunde kan få hedeslag. For at beskytte din hund er det derfor vigtigt, at hunden altid har adgang til vand og har mulighed for at opholde sig i skyggen:
– Om sommeren vil mange danskere gerne opholde sig i solen, men for hunde er det afgørende, at de altid kan finde skygge for at undgå at blive overophedet. Samtidig er det en god idé, at hunde altid har adgang til frisk og koldt vand. Ligesom os mennesker har hunde nemlig brug for mere væske, når der er høje temperaturer, og derfor bør man sørge for at tage en vandskål og koldt vand med i tasken, hvis familien er på farten, forklarer Sanne Ross.
Undgå for meget motion midt på dagen
De fleste hundeejere lufter dagligt deres hund og sørger for, at hunden holder sig sund og aktiv. Men inden du trækker i vandrestøvlerne eller leger med hunden i haven, bør du være opmærksom på temperaturen, og hvor lang tid din hund motionerer.
– I sommerperioden er det oplagt at ændre på rutinerne, så den lange gåtur finder sted om morgenen og sent om aftenen, hvor temperaturen er væsentlig lavere. Derudover er det også en god idé at undgå, at hunden leger for meget i haven, når solen bager. Hunde er legesyge og kan ikke altid mærke, hvornår de skal stoppe, og det kan hurtigt blive farligt om sommeren, siger Sanne Ross.
Efterlad ikke hunden i bilen
En af de store syndere, der øger risikoen for hedeslag blandt hunde, er biler, som hurtigt kan blive varme, når solen skinner. Derfor anbefaler Sanne Ross, at du helt undgår at efterlade din hund i bilen i løbet af sommeren:
– Til trods for at temperaturen kun er omkring 20 grader, bliver der lynhurtigt varmt inde i bilen – også selv om mange hundeejere i god tro vælger at parkere bilen i skyggen. Derfor anbefaler vi på det kraftigste, at man ikke efterlader sin hund i bilen, også selv om det kun drejer sig om en tur i supermarkedet, da de høje temperaturer bliver udfordrende for hunden allerede inden for kort tid, siger Sanne Ross, som anbefaler, at du kontakter din dyrlæge hurtigst muligt, hvis du er i tvivl, om din hund har fået hedeslag.