Uddeler Leon Jensen ser ikke Patrick som en fleksjobber. Han og de andre ansatte ser ham som en normal medarbejder, på lige fod med alle andre hos SuperBrugsen i Hirtshals.
– Her i butikken arbejder vi sammen om at få det hele til at fungere, og det er Patrick en vigtig del af, lyder det fra Leon Jensen.
I 2021 startede 26-årige Patrick nemlig i virksomhedspraktik ved SuperBrugsen Hirtshals for at få afklaret sin arbejdsevne. Patrick er diagnoseret med Aspergers, og han har derfor et behov for faste rutiner samt trygge og velkendte rammer. Det kunne SuperBrugsen i Hirtshals give ham, og derfor blev en praktik sat i stand af Business Hjørrings opfølgningskonsulent Ann Pedersen. Hun har fulgt forløbet tæt.
Efter endt praktikperiode fik Patrick bevilget et fleksjob, hvilket betød, at butikschef Leon Jensen kunne ansætte ham.
– Jeg synes, det er en fornøjelse, når man tager en person ind, som kæmper med nogle udfordringer, og så løbende kan hjælpe vedkommende med at udvikle sig. Det er altid fedt at se, når man sidder i min stol, fortæller han.
Mangler du arbejdskraft og vil du også gøre en forskel? Kontakt Business Hjørring på 7233 9999, så I kan tage en snak om, hvordan de kan hjælpe dig videre i processen.
Kilde: Business Hjørring.