Af Paw Rytter
Byrådskandidat
Lokallisten
Hjørring Kommune
Tusind tak til dig, der er en af de 340, der viste mig sin tillid og gav mig et kryds. Det rakte ikke til en plads i byrådet, men det var tæt på.
Havde Lokallisten fået 54 stemmer mere var jeg kommet ind. Nu blev det i stedet Gry Bruun Nielsen fra de Radikale der kom ind med en lille håndsrækning for Lokallistens stemmer. Hun er med i en blå konstituering og har tilmed fået ansvaret for kommunens børn og unge. Den opgave er hun den helt rigtige til.
Så er jeg skuffet? Nej, ikke rigtig. Hjørring har fået en ny borgmester, hvilket var en af mine absolutte mærkesager. Jeg har en forventning om at det nye byråd vil have mere fokus på kernevelfærden og ordentlighed. Og så er jeg glad for den foryngelse byrådet har gennemgået. Det tror jeg er en faktor der kan være med til gøre en forskel. Tak for valgkampen og stort tillykke til alle, navnlig de nye ansigter.
Og så lige et lille citat fra dagens Nordjyske, der bekræfter mig i, hvorfor jeg grundlæggende set er godt tilfreds med udfaldet af valget. Citatet viser essensen af hvorfor det er godt med en ny borgmester. Arne Boelt forstår ikke at bosætning ikke fremmes med mursten, men derimod af veldrevne skoler og gode daginstitutioner.
“Jeg tilbød at pege på Per Møller (K) som borgmester, mod at Venstre blev holdt ude, og Venstre og Søren Smalbro fik samme tilbud, mod at de konservative blev holdt ude. Vi kan ikke se os selv i en konstituering med et samlet blåt flertal, som vil skære kraftigt i vores anlægsbudget og som foretrækker at spare med salamimetoden, fremfor at melde klart ud og lukke det, der er nødvendigt”, forklarer Arne Boelt.