Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
Forvaltningen misinformerede mod bedre vidende Hjørring byråd, da spørgsmålet om overdragelsen af mere 100 hektar til en erhvervsdrivende fond skulle behandles under et lukket punkt på byrådsmødet den 24.6.2021. Det fremgår af en besvarelse udarbejdet af en jurist i Teknik og Miljø forvaltningen ved Hjørring kommune.
Forvaltningen gav byrådet indtryk af, at der allerede var etableret en fond alene med det formål at eje og drifte ejendommen Vinstrupvej 30, Hjørring. Dette var imidlertid ikke sandt.
I besvarelsen skriver juristen nemlig, at det ”burde have fremgået [af sagsfremstillingen] at der vil blive oprettet en erhvervsdrivende fond, som har følgende formål ”Foreningens formål er at drive og udleje golfanlægget beliggende Vinstrupvej 30, 9800 Hjørring til foreninger, der understøtter udøvelse af golfsporten, og dermed fremme af golfsporten i Hjørring Kommune.””
Den opmærksomme læser bemærkede sikkert valget af den pudsige formulering ”foreningens formål” fremfor den mere nærliggende formulering ”fondens formål”. Det skyldes formentligt, at juristen har kopieret §3 i et udkast til en fundats kaldet ”Vedtægt for den erhvervsdrivende fond Hjørring Golfbane”, der blev udarbejdet iu samarbejde mellem Hjørring kommune og Hjørring Golfklub tilbage i januar 2020. Dette udkast har nemlig præcis samme formulering.
Dette er interessant, da det af sammen udkast fremgår, at grundkapitalen i en kommende fond er de 103 hektar, som man håbede, byrådet ville overdrage. Værdien af arealet fastsættes i udkastet til kr. 10.483.300. Dermed er Hjørring kommune retligt set at sidestille med fondens stifter Hjørring Golfklub. Og det mener jeg faktisk, er noget værre rod.
For ifølge sagsfremstillingen til byrådsmødet den 24.6.2021 får den kommende erhvervsfond mulighed for at belåne de 103 hektar med optil 10 millioner. De mange penge vil fonden kunne anvende til blandt andet at renovere de lokaler, der huser restaurationen Golfcafeen og Proshoppen.
Tilsyneladende agter Hjørring kommune ikke at stille krav om, at Erhvervsfonden skal afvikle eventuel optaget gæld. Det betyder, at Golfcafeen og Proshoppen kan få en uforholdsmæssig lav husleje i forhold til, hvad konkurrerende butikker og spisesteder skal betale. Konstruktionen har altså potentiale til at blive stærkt konkurrenceforvridende.
Jeg forstår udmærket, at golfklubbens medlemmer gerne vil have et lækkert spisested og en indbydende butik. Men hvorfor skal lokalerne finansieres på grundlag af en ”gave” fra Hjørring kommune? Så lukrative betingelser har ingen af kommunens øvrige golfklubber.
Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor misinformerede forvaltningen byrådet til en start?
En forklaring kunne være, at man ville give Byrådet indtryk af, at Hjørring Golfklub allerede havde investeret væsentlige midler i etableringen af en fond, hvis formål alene var at overtage de 103 hektar. En investering der ville være spildt, hvis byrådet afviste at overdrage de mange hektar til golfklubben. Vi kan desværre ikke vide hvilke argumenter, der blev fremført under sagens behandling, da den som bekendt blev behandlet som et lukket punkt.
Det eneste medlem af byrådet, der stemte imod indstillingen fra forvaltningen, var byrådets nestor Svenning Christensen fra venstre.



De er vel alle medlemmer af Hjørring golfklub….med undtagelse af Svenning!
Tænker denne sag bør sendes til vurdering i ankestyrelsen. Ligeledes bør det undersøges om der er nære relationer i forvaltning og byråd til golfklubben. Hvorfor skulle kommunen ellers afgive sådan et aktiv?
Også i denne sag må man formentlig kigge i vejviseren efter svar.