Af Paw Rytter
Projektleder for Moderaterne i Hjørring Kommune
Hirtshals Havns beslutning om at indstille de igangværende planer om en gennemgribende udvidelse af havnen kommer som en lettelse for mange i Hjørring kommune. For det har længe været åbenbart, at ambitionen ikke var økonomisk bæredygtig.
Renten er steget. Prisen på stål og beton er steget. Priserne på granit og arbejdskraft er steget. Ja, alt er steget i løbet af de år, der er gået, mens Hirtshals Havn har fokuseret på at lægge planer for en udvidelse.
I går ramte endnu en dårlig nyhed Hirtshals Havn. Aalborg Portland og Air Liquide fik bevilliget halvanden milliard kroner fra EU’s innovationsfond til CO2 fangst og lagring. Vel og mærke deponering på land. link
Aalborg Portland sigter efter at kunne deponere ikke mindre end 1,5 millioner tons CO2 om året fra 2029. Det er rigtigt godt nyt for klimaet, men drønærgerligt for Hirtshals Havn.
For med Aalborg Portlands beslutning om at deponere CO2 på land mindskes sandsynligheden for, at der bliver etableret en rørledning til fremføring af CO2 fra Aalborg til Hirtshals.
Og det er alvorligt. For den rørledning var afgørende for realiseringen af Greenport North’s og Greenport Scandinavia’s ambitioner om at gøre Hirtshals til et knudepunkt for udskibning af CO2 fra hele Europa. Det var helt sikkert ikke intentionen, men bevillingen fra EU’s innovationsfond har mere eller mindre punkteret drømmen om et CO2 eventyr i Hirtshals.
Set i det lys bør fremtidsplanerne for Hirtshals Havn genovervejes. Vi må ikke lade bristede drømme spænde ben for udviklingen af havnen.
Meget tyder på, at den egentlige årsag til annulleringen er utidig politisk indblanding fra København. Byrådet er ikke informeret endnu, men målet må være at fastholde ambitionerne for Hirtshals Havn som en drivkraft for arbejdspladser og tilflytning.
Måske skal vi se på, om bestyrelsen for havnen rummer de rette kvalifikationer?
Der er lige lovlig mange politikere (S, V, K).
https://nordsoeposten.dk/erik-hoegh-soerensen-havne-annullering-i-hirtshals-er-forkert-og-saar-ny-tvivl-om-soeren-gades-dobbeltrolle/