Af Paw Rytter
Christiansdalsvej 83
Vrå
På onsdag skal økonomiudvalget tage stilling til, om Hjørring kommune skal sige god for en lånegaranti på 10 millioner til Hirtshals Havn. Millionerne skal bruges til finansiere forberedelserne til den omdiskuterede udvidelse af havnen.
Af sagsfremstillingen fremgår, hvad pengene skal bruges til:
”Lånet skal finansiere forberedelserne til en havneudvidelse, hvor til der i 2016 blev igangsat et forarbejde, med henblik på at klarlægge muligheden for etablering af en havneudvidelse mod nord i 2025-2027.
I forbindelse med ovennævnte forarbejde i perioden 2016-2020 gennemførtes en række undersøgelser, herunder besejlingssimuleringer, bølgeurosimuleringer, sedimentationssimuleringer samt stresstestning af businesscase. Der er desuden i 2020 initieret arbejde med VVM-proces samt Natura2000-konsekvensvurdering.”
Sagsfremstillingen giver fejlagtigt indtryk af, at man ønsker at tage næste skridt i en proces, der har været i gang siden 2016. Men det passer ikke. For projektets præmis ændrede radikalt karakter, efter en delegation fra Hjørring kommune og Hirtshals havn besøgte Trafikstyrelsen den 24.1.2020.
Den 12.5 2021 skrev Nordjyske, at Arne Boelt anser mødet i trafikstyrelsen for et vendepunkt, for forvaltningen kom hjem med indtryk af, at Hirtshals Havn aldrig ville kunne få tilladelse til at gennemføre den store udvidelse ud i Natura 2000-området. Derfor var man ifølge Arne Boelt nødt til at finde en anden løsning.
Imidlertid kom den tidligere direktør for havnen Jens Kirketerp Jensen hjem fra mødet i Trafikstyrelsen med et andet indtryk end medlemmerne fra den kommunale forvaltning. Derfor forsatte han med at afsøge grundlaget og mulighederne for en stor udvidelse. I den sammenhæng blev der udarbejdet et såkaldt åbningsnotat af en specialist fra konsulentfirmaet COWI. Notatet kostede havnen lidt under en halv million kr. og konkluderer blandt andet, at den løsning som Arne Boelt og forvaltningen nu ønsker at realisere, ikke er økonomisk rentabel.
Derfor virker det hovedløst og uansvarligt at afsætte flere midler til en eventuel udvidelse af havnen, før der er fremlagt en overbevisende businesscase, som tilbageviser konklusionerne i åbningsnotatet fra COWI.
Jeg håber, medlemmerne af økonomiudvalget er deres ansvar bevidst.